DxOMark - der betegner sig selv som referencen inden for test af kameraer - har kigget nærmere på Apples to nye iPhones: iPhone 8 og iPhone 8 Plus. Begge telefoner klarer sig fantastisk godt i testen - selvfølgelig med den store med dual-kamera som den bedste. Faktisk er iPhone 8 Plus så god at den har toppet DxOMark's liste over de bedste mobilkameraer overhovedet med prædikatet "The best smartphone camera we’ve ever tested". I hvert fald lige indtil Google lancerede deres nye Pixel 2 i går. Den vurderes som en smule bedre end iPhone 8 Plus. Dette kan muligvis ændre sig når Apple får iPhone X på markedet.

DxOMark tester kameraer i en standardiseret test, hvilket gør det muligt at sammenligne forskellige kameraer forholdsvist objektivt. Det vil gå alt for vidt at komme ind på resultaterne af de mange tests, så jeg vil nøjes med at komme med deres konklusioner.

iPhone 8 Plus' styrker er HDR, zoom-funktionaliteten samt ansigtsgenkendelse og Bokeh-funktionen. Svaghederne er småproblemer med autofokus samt farvegengivelsen ved fotografering indendørs under wolfram-pærer. Det samme gør sig stort set gældende for iPhone 8's vedkommende.

Du kan læse de to test her: iPhone 8 Plus og iPhone 8.

Det hører med til historien at selvom DxOMark betegner sig selv som referencen, så er det ikke alle der er enige. DxOMark har kommercielle interesser i de test de udfører, da de lever af at sælge testsoftware til diverse kameraproducenter og derfor naturligvis har en interesse i at de producenter der bruger DxOMark' tjenester scorer højt. Eller sagt på en anden måde: Kameraproducenter kan betale sig til adgang til DxOMark's testværktøjer og dermed optimere deres kameraer til DxOMark's test. Jeg vil ikke gå mere end i den diskussion her, men blot henvise til AndroidPolice, som meget godt sætter ord på problemet.