I 2018 var de mest markante nyheder fra Apple efter min mening den nye lidt billigere iPhone Xr, en helt ny størrelse iPad Pro og opdateringen af Mac mini. Om 2019 kommer til at byde på lige så mange nye Apple-produkter som 2018 gjorde kan jeg selvfølgelig ikke vide, men mon ikke der er lagt op til endnu en række spændende Apple-lanceringer også i år?

Apple afslører stort set aldrig noget på forhånd, men omvendt kører flere produkter i fastlagte og forudsigelige cykluser. Dette - kombineret med mine erfaringer fra mange år i branchen - har jeg brugt til at lave en oversigt over, hvad vi kan forvente fra Apple i løbet af 2019.

AirPower

Jeg vil starte med et produkt som Apple allerede har præsenteret, men som ikke er blevet lanceret endnu. Det er den trådløse oplader AirPower.

AirPower blev præsenteret helt tilbage i september 2017 og Apple lovede oprindeligt, at den ville komme på markedet i løbet af 2018. Det skete ikke. Apple har endda fjernet det meste omtale af opladeren fra deres hjemmeside. Man kunne derfor tro, at Apple måske har droppet produktet igen. AirPower bliver dog nævnt i brugervejledningen til de nyeste iPhones, så helt droppet er det næppe.

AirPower er en trådløs oplader der ifølge Apple er mere avanceret end traditionelle Qi-opladere og blandt andet kan oplade flere enheder på én gang. Apple har nok spændt buen for stramt med hensyn til hvor avanceret det kan blive, men mon ikke den er klar i årets første halvdel?

Nye iPhones

Det overrasker næppe nogen, at Apple kommer med nye iPhones i år. Formodentligt holder Apple fast i tre nye iPhones. Vi får derfor opdaterede udgaver af i iPhone Xs, iPhone XS Max og iPhone XR. Sikkert med samme design og kun mindre ændringer. Der har været rygte om flere kameralinser og understøttelse af Apple Pencil.

Det forventes at Apple lancerer de nye iPhone i løbet af september, som de har haft for sædvane de seneste år.

Apple TV og streamingtjeneste

Vi får næppe en ny regulær Apple TV i år, men der har været rygter om at Apple vil lancere en Apple TV-dongle, der skal være billigere og konkurrere med produkter som Amazon Fire Stick og Google Chromecast.

Rygterne taler også om en helt ny TV-tjeneste der skal lanceres i mere end 100 lande i løbet af 2019. Det skal være en pendant til Apple Music, men altså med video-indhold. Indholdet skal komme fra både Apple selv og eksisterende producenter.

Det hele skulle komme i USA i starten af året og blive udbredt til resten af verden senere.

Hovedtelefoer og højttalere

Der forventes nye AirPods i løbet af året. Enten i form af et opgraderet udgave af de eksisterende AirPods eller som et helt nyt produkt med nyt design. Rygterne er lidt delte omkring dette. Apple skulle desuden arbejde på nogle regulære kop-hovedtelefoner, som skulle blive solgt under Apples eget brand og ikke Beats.

Apple HomePod-højttaler skulle eftersigende sælge dårligt på grund af den høje pris og Apple arbejder derfor på en billigere udgave, der måske allerede kommer i år.

Mac Pro

Apples Mac Pro er ikke blevet opdateret siden 2013 og er i princippet død. Apple har da også meldt ud af der er en helt ny Mac Pro på vej. Hvornår den kommer er uvist, men det bliver nok først sidst på året.

Den nye Mac Pro for et modulært design, så den kan opgraderes og bedre understøtter professionelle brugeres behov.

iMac

iMac'en blev ikke opdateret i 2018, hvorfor det er sandsynligt at vi får en opdatering i år. Sikkert ikke noget radikalt nyt, men mindre ting som bedre processor og måske bedre skærm.

MacBook

Apple har tre forskellige MacBooks i deres sortiment: MacBook Air, MacBook Pro og MacBook. Mest usikkerhed er der omkring den regulære MacBook, der ikke blev opdateret i 2018 og nu ligger ret tæt på Air'en rent specifikationsmæssigt. Måske Apple vil slå dem sammen og fremover nøjes med to forskellige MacBooks.

Der er ingen konkrete rygter, så vi skal nok højst regne med at vi ser mindre specifikationsopdateringer i løbet af året på de maskiner der trænger mest.

iPad

I slutningen af 2018 lancerede Apple en ny iPad Pro, så der kommer næppe en opdateringen af denne før næste år. Til gengæld kommer der nok en opdatering af den regulære iPad - måske med en større skærm.

Mest spændende er det at der er meget der tyder på, at Apple vil lancere en opdateret iPad mini i løbet af året. Der har været nogle læks, der bekræfter Apples planer, men konkrete specifikationer har jeg ikke hørt noget om.

Apple Watch

Apple plejer at lancere et nyt Apple Watch hvert år, så det gør de sikkert også i år. Hvad det kommer til at byde på, har der ikke været nogle rygter om endnu.

Nye styresystemer

Apple vil med garanti komme med større opdateringer til samtlige deres styresystemer i løbet af 2019, som de har gjort alle andre år. Typisk sker det sidst på året efter en længerevarende beta-periode, der plejer at blive indledt på WWDC-konferencen, der afholdes i starten af juni.

Det er yderst sparsomt med rygter om konkrete nyheder og indhold i opdateringerne til styresystemerne på nuværende tidspunkt. Det er derfor umuligt at spå om, hvor store opdateringerne bliver.