Noget tyder på, at Apples gamle vision om en iPhone med et rent digitalt simkort er ved blive til virkelighed. I hvert fald er Apple såvel som Samsung og flere store teleselskaber sammen med standardiserings-organisationen GSMA ved at implementere en standard for indbyggede simkort, man kan skifte rent digitalt. Det skriver Financial Times.

Fordelen ved en ren digital løsning er, at det fylder mindre, samt gør det muligt at skifte udbyder på få sekunder - måske endda helt automatisk alt efter hvem der har de bedste priser, hvis man eksempelvis rejser til udlandet. I stedet for at vente på at man får tilsendt et fysisk simkort, indtaster man ganske enkelt bare simkortets nummer og kode direkte på iPhonen.

Man skal dog ikke begynde at holde vejret mens man venter. Til trods for at alle parter så godt som er enige, går der mindst et år, før vi kan forvente den første telefon med den nye standard, der lige skal pudses helt af før den er klar.

Udviklingen har været i gang i nogle år drevet af hardwareproducenterne, mens teleselskaberne har været modstandere af løsningen, fordi den gør det for nemt for kunderne at skifte teleselskab. Nu lader det dog til, at der er ved at være enighed.