Siden den danske iPad-lancering, er der blevet solgt omkring 40.000 iPads i Danmark vurderer analysefirmaet IDC. Det er en mangedobling i forhold til de 4.000-5.000 iPads der var i landet inden den officielle lancering. Omend tallene skal tages med en gran salt, lader det til, at jeg dermed havde ret i min forudsigelse af, at iPad-salget ville eksplodere efter lanceringen Danmark.

Andre havde ellers hævdet, at Apple var for sent ude, og at markedet for iPads i Danmark derfor allerede var mættet, fordi folk havde købt i udlandet. Den fejlagtige logik, havde jeg om iPhonen i sin tid, og vidste derfor, at den heller ikke ville holde vand med iPaden; selvfølgelig ville iPad-salget eksplodere, som det gjorde med iPhonen. Forklaringen er den simple, at tilgængeligheden og eksponeringen er større og priserne er lave. Når enhver kan gå ind fra gaden og købe en iPad, så stiger salget. Baseret på de udenlandske salgstal havde jeg vurderet at der ville blive solgt 20.000-30.000 iPads i Danmark inden jul, og ifølge IDC er det tal endda i underkanten. Lægger vi tallene for iPads købt i Danmark og dem importeret fra udlandet sammen, varer det altså ikke længe før vi passerer 50.000.

IDC forudsiger at salget vil stige endnu mere. I år vil der blive solgt 400.000 tablets i Danmark, heraf langt de fleste af dem iPads. Det er et vanvittigt højt tal og hvis det er rigtigt, vil udbredelsen af iPaden ske væsentlig hurtigere end iPhonen. Andre kilder forudsiger dog lavere salgstal. Senior Marketing Manager Kim Sørensen fra Telenor forventer at der bliver solgt "omkring 275.000 enheder i 2011".