Vi tager nu hul på endnu en omgang med anbefalinger af de bedste dual screen-spil til Apple TV. Se første og anden del her: Del 1 og Del 2. Lige som de andre gange har vi fundet lidt for enhver smag.

Dual screen-spil er spil man kører på sin iPhone eller iPad, men via AirPlay fås vist på sit TV. Det kan man gøre med alle spil via skærmspejling, men med lige præcis dual screen-spil er det noget andet, fordi de er specielt designet til det. Det betyder at hele TV-skærmen bliver udnyttet - ingen sorte striber i siderne - og at iOS-enhedens skærm frigives til noget andet end selve spillet, der nu afvikles på fjernsynet.

Der findes desværre ikke ret mange titler, hvilket er synd og skam fordelene taget i betragtning. Vi har surfet App Store tynd og fundet de bedste af disse såkaldte dual-screen spil. De første tre præsenterede vi som sagt i sidste uge. I dag tager vi så tre mere og slutter af i næste uge med de sidste.

Bemærk af dual screen kun virker på minimum iPhone 4S, iPad 2, iPad mini og iPod touch 5. generation. Har du en nyere enhed virker det selvfølgelig også.

pinball-hd_568x320

Pinball HD

Siger vi "pinball" ved vi alle hvad det handler om. Gameplayet har været uændret i årtier og man går aldrig helt galt i byen. Pinball HD er ingen undtagelse. Det er et fantastisk spil med super grafik og man er godt underholdt hele vejen - specielt fordi man ikke skal lægge en 5-krone for hvert spil. På Apple TV er grafikken selvfølgelig også helt i top og netop pinball kan sagtens tåle at blive blæst lidt stort op. Desværre er der en lille smule forsinkelse på kontrollen, hvilket ikke er godt i et spil hvor det handler om den helt rette timing. Har du det på iPaden (hvad du bør have) er der dog intet tabt ved at prøve det på Apple TV også.

Pinball HD kan købes for 13 kroner i App Store (link)

modern-combat-4_568x320

Modern Combat 4: Zero Hour

Trods nogle år på bagen er dette spil er ifølge mange gamere det bedste FPS nogensinde på iOS. Med super grafik og et intenst gameplay. Med et hardcore spil som dette er det dog vigtigt at have en enhed med så mange kræfter som muligt. En ældre enhed vil uundgåeligt resultere i dårligere ydelse hvis billedet skal blæses op på en TV-skærm. Og det skal det, så den gode grafik rigtigt kan komme itl sin ret.

Spillet kan købes for 45 kr (link)

ducati-challenge-hd_568x320

Ducati Challenge HD

Ducati Challenge beviser at det kan være lige så medrivende at spille et tohjulet racerspil, som et af de mere populære firehjulede slags. Er du motorcykelfan er der intet at betænke dig på. Selvfølgelig skal billedet op på en stor skærm - og brølet fra cyklerne ud af en ordentligt (stor) højttaler. Racerspil egenr sig perfekt til at blive styret med iOS-enheden og set på TV'et, da styringen som oftest ikke kræver at man ser på enheden.

Spillet har nogle år på bagen, men er løbende blevet opdateret med nyt indhold og muligheder.

Ducati Challenge HD koster 19 kr i App Store (link)