iOS' indbyggede app Sundhed er blevet en vigtig brik i sagen mod en afghansk flygtning der siden september har været tiltalt for voldtægt og mord på en 19 årig kvindelig studerende i den tyske by Freiburg. Tiltalte har nægtet at udlevere kodeordet til sin iPhone, men det er lykkedes politiet at få adgang til enheden med hjælp fra et privat sikkerhedsfirma. Det skriver Welt.

Med data fra Sundhedsappen har politiet kunne fastlægge tiltaltes aktivitet på dagen for mordet. De kan blandt andet se hvor mange skridt han har gået på hvilke tidspunkter. Mest interessant er det at Sundhed har registeret at tiltalte har gået på trapper på tidspunktet kort efter mordet i en periode på omkring 30 minutter, hvor tiltalte først forsvinder og siden dukker op på et overvågningskamera. En periode hvor man ellers ikke har kunnet kortlægge tiltaltes færden. Liget blev fundet i en flod og politiet har fundet ud af at data fra tiltaltes iPhone passer med at han kan have gået først ned og siden op af de trapper der fører ned til floden. Folk fra politiet har gået den samme vej med en iPhone og de data de har fået passer med de data der er på tiltaltes iPhone.

Denne sag er et eksempel på at digitale spor bliver mere og mere almindelige som beviser i retssager - og at vores smartphone registeret mængder af data om os der måske kan ende med at blive brugt i mod os. Apple krypterer data og gør alt hvad de kan for at sikre at data kun kan tilgås af den der kender kodeordet, men i denne sag er det altså lykkedes myndighederne at få adgang til data. Hvordan vides ikke og det er heller ikke kendt hvilken model iPhone der er tale om eller hvordan den har været beskyttet.