Hvad har Apples chefdesigner, englænderen Jonathan Ive, og den 35 år ældre tysker Dieter Rams til fælles? En hel del. Faktisk så meget, at vi i Rams' design fra hans arbejde hos Braun i 60‘erne og 70‘erne, kan finde en meget stor del af Ive’s inspirationskilder til de nuværende og sikkert også kommende Apple-produkter.

Mest indflydelsesrige industrielle designer

Inden vi kigger nærmere på det, må vi hellere introducere hovedpersonerne. Til trods for at Rams måske er den mest indflydelsesrige industrielle designer i det 20. århundrede, er han ikke et videre kendt navn i den brede befolkning i dag. Rams blev født i 1932 og var i mere end 30 år, fra 1961 til 1995, elektronikvirksomheden Brauns chefdesigner. Her stod han bag en meget lang række produkter af vidt forskellig karakter. Lige fra fjernsyn og radioer til barbermaskiner og møbler.

Jonathan Ive er født i 1967 i England og har været Apples chefdesigner siden 1997, da Steve Jobs kom tilbage til Apple. “Senior Vice President of Industrial Design” er hans formelle titel. Ive står bag designet af iMacen, aluminums og titaniums PowerBook G4, MacBooken, MacBook Pro, MacBook Air, iPoden, iPhonen og iPaden. Ifølge internationale kritikere er Ive en af verdens absolut bedste industrielle designere, og han har fået et hav af udmærkelser og priser for sit arbejde.

Ærligt design

Når man sammenligner Rams’ og Ives arbejder vil man tydeligt bemærke, at de ud over de rent æstetiske ting som formgivningen, valget af materialer samt fravalget eller den minimale brug af farver, deler noget mere essentielt. Ærligt design kunne man kalde det.

Rams havde en simpel designfilosofi, som han formulerede i 10 principper for godt design. Kogt helt ned bliver det til “Weniger, aber besser” - mindre, men bedre. Det skal ikke forveksles med det mere velkendte “less is more”, som oprindeligt var en minimalistisk arkitektur-filosofi. Rams strammer lige skruen yderlige og sætter fokus på, at det udelukkende handler om produktets brugbarhed og ikke æstetikken. Et produkt bliver simpelthen bedre at bruge, hvis man gør det mere enkelt.

Formen må aldrig stå i vejen for funktionen

En af Rams’ pointer er nemlig, at formen aldrig skal stå i vejen for funktionen. Godt design handler ikke om, hvordan et produkt ser ud, men hvordan det bliver brugt. Netop denne pointe er vigtig at slå fast, da den for mange både forbrugere såvel som andre designere, virker underlig. For dem er design udelukkende, hvordan et produkt ser ud. For Rams går den altså ikke. Design handler om, hvordan et produkt bruges og ikke hvordan det ser ud. Basta.

Det er en enheds (hoved-) funktion, der skal bestemme dens form. En radio er en højttaler, en iMac er en skærm og så videre. Man har ikke en radio for at trykke på knapperne eller en iMac for at se på en stor kasse, der rummer al elektronikken. Kigger man på en iMac forfra, er den i praksis bare en stor plan glasflade, en skærm. Knapper, stik og så videre er flyttet om til bagsiden – ikke en eneste ting kan forstyrre hovedformålet, nemlig at kigge på skærmen.

Ive har ved en tidligere lejlighed forklaret tilgangen til design ved hjælp af en lysindikator. En indikator har kun en funktion, når den indikerer noget, forklarer Ive. Man har ikke noget at bruge en indikator til, når ikke den indikerer noget. Kun når den lyser, har den en funktion og en berettigelse, og kun når den lyser, skal den derfor ses. Når ikke den lyser, har den ingen funktion, og skal derfor ikke have opmærksomhed.

Kigger man på Apples produkter, vil man kunne se netop dette mange steder. For eksempel har Apples trådløse tastatur en grøn indikator, der blandt andet blinker, når man parrer det med en computer. Indikatoren er lavet ved, at der er boret nogle bitte, bitte små huller i aluminiumet, hvorigennem en grøn diode kan lyse. Når ikke den lyser, er indikatoren i praksis usynlig. Det fortæller meget præcist, hvor grundigt Ive går til værks, og hvor kompromisløs han er i sin tilgang til design.

Ive mener også, at godt design skal se u-designet ud. Det vil sige, at man skal tænke: Selvfølgelig skal det se sådan ud, hvordan kunne det ellers se ud.

En kompromisløshed som Ive altså deler med Dieter Rams. Ives inspiration af Rams rækker dog langt ud over det rent teoretiske syn på hvad godt design er. Det er direkte inspireret af Rams’ enkelte produkter fra 60‘erne og 70‘erne. Designmæssige mesterværker, der her 50 år efter stadig holder. Bevares, man kan sagtens se, at de ikke er designet i det 21. århunderede, men konceptet holder, og er lysår foran meget af det design man ellers kan grave frem fra 60‘erne - eller i dag for den slags skyld.

Det Ive gør, er ikke at kopiere blindt, men at stille sig på skulderne af en stor designer og gøre designet nutidigt og tilpasse det dagens behov. Vel at mærke uden at gå på kompromis med grundideen i designet. Det er de små ting, der gør forskellen, så det ikke bare ligner noget fremstillet for 50 år siden, men noget der peger frem. Det er det Ive blandt andet er god til. Han har haft modet til at tage udgangspunkt i godt tysk design fra 60erne. Noget der ikke umiddelbart virker logisk i det 21. århundrede.

Ofte er Rams design af ét produkt også inspiration til et helt andet produkt. For eksempel højttaleren LE1, der minder om iMac’en. Eller radioen T3, der når man rejser den på højkant, er inspirationen til iPoden.

Beundringen går begge veje

Hverken Apple eller Ive forsøger at skjule inspiration fra Rams, men har endda valgt at hylde Rams med designet af iPhonens lommeregner-applikation, der er en tro kopi af en Braun-lommeregner fra 70‘erne. Sidenhen er knapperne dog blevet ændret, så de er mere firkantede.

Det lader da absolut heller ikke til at Rams er utilfreds. Han beundrer Apple lige så meget som Apple beundrer ham. Faktisk i en grad så Rams selv udtaler, at Apple er det eneste firma der bekender sig hans ti principper for godt design. Rams beundrer med andre ord Apple lige så meget som Apple beundrer Rams.

Det bedste ved Apples tyske inspiration er dog næsten, at man ved at studere de gamle apparater fra Braun, med garanti kan finde grundformen på Apples kommende design af et eller andet interessant produkt.

Er man interesseret i industrielt design, kan det anbefales at se dokumentarfilmen Objectified, hvor Både Jonathan Ives og Dieter Rams optræder sammen med en lang række andre fantastiske designere. Du kan eksempelvis se filmen her: http://documentaryheaven.com/objectified/