Der har i gennem noget tid været rygter om, at Apple arbejde på en form for højttaler til hjemmet med indbygget Siri-funktionalitet. Præcis som Amazon har deres Echo og Google har deres Home. Faktisk startede rygterne inden hverken Amazon eller Google havde lanceret noget, men siden er der altså ikke sket noget.

Nu peger alt på, at enheden er meget tæt på at være klar. Ifølge Bloomberg, der citerer en kilde bekendt med planerne, er enheden allerede i produktion, men vil først komme til salg senere på året. Dog er det sandsynligt at Apple vil benytte WWDC-konferencen, der starter på mandag i næste uge, til at præsentere enheden for offentligheden.

Sonny Dickson har tidligere lækket nogle detaljer om højttaleren, der bærer det interne kodenavn B238. Ifølge Dickson vil designet komme til at minde om den nuværende runde Mac Pro. Toppen bliver konkav og har flere betjeningsknapper. Hele vejen rundt vil der være en form for net der dækker selve højttalerenhederne. Dicksons kilde skulle være en ansat hos Apple.

Der har været rygtet om at højttaleren vil få indbygget en lille skærm, men det afivser Bloombergs kilde. I stedet vil Apple differentiere sig fra konkurrenterne på lydkvaliteten.

Enheden vil have Siri-integration og formodentligt også AiPlay, så man kan afspille musikken fra sin iPhone trådløst. Men ellers skal enheden kunne stå alene som en slags kontrolcenter for Apple Music og HomeKit. Enheden vil altså kunne bruges til at styre ens lys, overvågningskameraer eller hvad man nu har af HomeKit-udstyr. Styresystemet vil blive en variant af iOS.