Apple har netop fremlagt deres årlige miljørapport for 2017. Af den fremgår det at Apple har et meget ambitiøst mål om fremover helt at undgå minedrift for at skaffe metaller til produktionen af Apples produkter. I stedet skal metallerne skaffes ved genanvendelse af brugte Apple-produkter samt supplering med genbrugsmetal fra troværdige leverandører.

Apple vil altså fremover producere nye produkter udelukkende af genbrugsmaterialer. Nogen tidshorisont er der dog ikke meldt ud. Tilsvarende er det Apples mål at en større andel af skrottede Apple-produkter skal kunne genanvendes i nye produkter. Det samme gælder emballagen.

Rapporten indeholder også oplysninger om Apples energiforbrug. Her er Apples mål at være 100% forsynet af miljørigtige energikilder. Et mål de er meget tæt på at nå. 96% af al den energi Apples egne faciliteter bruger kloden rundt kommer fra grønne energikilder som sol og vind. Det går også fremad med brugen af grøn energi hos Apples leverandører.

Du kan læse hele Apples miljørapport her: Apple_Environmental_Responsibility_Report_2017.pdf