Apple er sammen med fem forlag kommet i Europakommisionens søgelys. EU mistænker dem for at have indgået ulovlige prisaftaler, skriver Bloomberg. De fem forlag er Hachette, Harper Collins, Simon & Schuster, Penguin og Macmillan. De samme er i øvrigt blevet sagsøgt i USA af samme grund.

Sagen drejer sig om, som vi tidligere har forklaret, at Apples forretningsmodel på ebøger er den samme som på musik, film og apps. Det vil sige, at det er producenten (i dette tilfælde forlagene) der bestemmer prisen, mens Apples bliver afregnet med en kommision på 30%. Dette er den helt normale praksis i den danske branche for fysiske bøger, hvor det på samme måde er forlagene og ikke boghandlerne, der sætter en pris. I USA har de dog traditionelt benyttet en anden model, hvor boghandlerne køber bøgerne til en af forlaget fastsat indkøbspris, men herefter selv kan bestemme udsalgsprisen. Da Apples strategi er at være udstillingsvindue - og ikke købmand - sværger de til modellen med kommision.

Da Apple gik over til "den danske model" fulgte verdens største boghandel, Amazon, hurtigt efter. Det betyder selvfølgelig også, at prisen er identisk, da det jo er forlagene der bestemmer den og ikke forhandleren. I retssagen i USA forsøger advokat Steve Berman, som repræsenterer forbrugerne, at overbevise dommeren om, at det hele handler om at gøre det svært for Amazons ebogslæser Kindle at få fat i markedet via slagtilbud. Han mener at kunne påvise at bogpriserne i USA er steget 50% efter Apples indtog på markedet. Nu er det i sig selv ikke ulovligt at tage overpris for sine varer. Problemet er hvis Apple har krævet af forlagene, at de skulle tvinge alle de andre forhandlere til også at tage overpris.

Hvorvidt Apple og forlagene har lavet ulovlige aftaler er selvfølgelig svært at gøre sig klog på, men man kunne godt ønske en mere generel debat af, hvem der skal have retten til at bestemme, hvad et givent værk (eller mere bredt; en given vare) skal koste. Og måske endnu vigtigere, hvorfor EU's fællesmarked alligevel ikke er et stort marked, men begrænset på kryds og tværs, så specielt musik og film ikke kan handles frit over grænserne.