Apple planlægger at indbygge nye sensorer i en kommende generation af Apple Watch. Ikke nødvendigvis den kommende, men en kommende generation. Det gælder blandt andet en sensor til måling af blodsukkerniveau. Sensoren vil ikke nødvendigvis sidde i selve uret men i remmen og være et tilkøb. Ved at skifte remmen kan man skifte til en anden sensor, der kan måle noget andet alt efter hvad man har behov for. Det skriver BGR, der citerer en kilde bekendt med Apples planer.

Rygtet er ikke nyt. Allerede inden det første Apple Watch blev lanceret, var der rygter om både blodsukkersensor og udskiftelige smart bands. Hvis de er målrettet medicinske formål, er det ikke helt usansynligt at det faktisk har taget flere år at få dem godkendt hos de amerikanske sundhedsmyndigheder. At det altså har været Apples plan lige fra starten, men at det bare har taget tid.

Ifølge oplysningerne har Apple det seneste år ansat mere end 200 PhD'er indenfor medicin- og sundhedsområdet, hvilket er et tydeligt tegn på at der satses stort på dette felt.