Apple vil sætte fart på udbredelsen af HomeKit produkter og bløder derfor op på kravene til producenterne. Tidligere skulle alle HomeKit-producenter have en licens fra Apple bare for at kunne teste platformen og alle produkter skulle have indbygget en chip til autentikation. Nu kan producenterne frit teste platformen uden en licens. Licens er stadig påkrævet, hvis producenterne vil sælge produkterne, men til gengæld er der ikke længere krav om en chip. Nu kan autentikationen foregå via software.

Alt i alt er det altså blevet noget nemmere for elektronikproducenter at understøtte HomeKit. Da det samtidig nu ikke kræver en særlig hardware, kan man også sagtens forestille sig, at produkter der allerede er på gaden, vil kunne få HomeKit-understøttelse via en softwareopdatering.

Apple forsikrer i øvrigt at der ikke er blevet slækket på sikkerheden. Selvom autentikationen nu kan foregå via software, er kommunikationen stadig krypteret og lige så sikker som tidligere.