Tidligere på året meddelte den amerikanske storbank Citi at der er 40% sandsynlighed for at Apple køber Netflix. Tidligere har der været rygter om det samme.

Nu afviser Apple dog definitivt spekulationerne. Det er Eddy Cue, chef for Apples indhold og tjenester, der på en konference i Austin i Texas gør det klart at Apple ikke overvejer at købe Netflix. Det skriver Engadget.

"Hvis man kigger på Apples historie generelt, har vi aldrig foretaget store opkøb", sagde Cue. Han forklarer det med et citat fra ishockeylegenden Wayne Gretzky: "Skøjt derhen hvor pucken er på vej hen, ikke hvor den er." Underforstået at hvis Apple skal skabe fremtidens tjeneste, må de gør det selv i stedet for at købe noget der er stort lige nu.

Cue uddyber at Apple ikke er ude på at blive en kopi af Netflix. Apple vil satse på høj kvalitet over hele linjen. Det er det, der skal adskille Apple fra tjenester som Netflix eller Amazon. Desuden, fremhæver Cue, er Apple det eneste selskab der har fuld kontrol over både den software og hardware som videoerne bliver vist på. Det vil Apple bruge til at gøre seeroplevelsen endnu bedre. "Vi har et par overraskelser i ærmet", slutter Cue af. Hvad man skal lægge i den udmelding, må være op til læseren.