Hvis man går rundt og tror at Apples projekt om at udvikle en selvkørende bil er gået lidt i sig selv igen, tager man grueligt fejl. Apple har nemlig netop udvidet antallet af testkøretøjer, der kører rundt på den californiske landeveje, fra 45 til 55. Apple er dermed det selskab der har næstflest selvkørende biler i Californien efter GM, der har mere end 100. Det skriver macReports, der har året tallene fra de californiske myndigheder.

Californien tillader selvkørende biler helt uden chauffør, men Apple er endnu ikke godkendt til dette (og har heller ikke ansøgt om det) og har derfor en chauffør i alle biler. Ialt er 87 personer godkendt til at være hjælpechauffør i de selvkørende biler.

De biler Apple benytter er Lexus RX450h. De er udstyret med et hav af sensorer som LIDAR og kameraer og selvfølgelig Apples intelligente køresoftware.

Rygterne om at Apple ville udvikle en selvkørende elbil startede i 2015 efter at Apple begyndte at ansætte ingeniører med forstand på den slags. I starten ville Apple ikke kommentere på rygterne, men i takt med at bilerne begynd at køre i det offentlige rum, har Apple erkendt planerne officielt. Uden dog at præcisere dem. Det er derfor lidt uklart om Apple vil udvikle selve bilen eller alene softwaren. De fleste hælder til det sidste, selvom det er uklart hvad Apple skal med den færdige software, hvis ikke de har en bil at putte den i. Der er dog flere rygter om hemmelig Apple-faciliteter, hvor man sagtens kunne forestille sig, at der blev bygget prototyper på elbiler. Så helt udelukkes kan det ikke, at Apple også vil udvikle selve bilen og ikke bare softwaren.