Apples iBeacon-teknologi skal hjælpe blinde til at finde vej i Londons undergrundsbane, the Tube. Foreløbig er der dog kun tale om en prototype. Systemet der kaldes wayfindr, er udviklet af det digitale designstudie ustwo i samarbejde med ungdomsafdelingen af organisationen Royal London Society for Blind People.

Sådan virker det

Wayfindr er bygget ved hjælp af beacons, der er nogle små bluetoothsendere, som via iBeacon-teknologien kan kommunikere med iPhones i nærheden. Den information der kommunikeres er afstanden mellem beacon og telefon. Når telefonen er i kontakt med flere beacons på samme tid, kan man ret præcist regne ud, hvor den telefonen sig. En slags mini GPS-system til positionsbestemmelse baseret på bluetooth-sendere i stedet for satelliteer.

iPhonen ved altså hele tiden hvor den blinde er, og kan derfor komme med meget præcise anvisninger til hvor personen skal gå hen. Lyden afspilles ikke i et sæt almindelige øretelefoner, men via såkaldte bone conduction-øretelefoner, der overfører lyden via en knogle, så den blinde stadig kan høre lyden fra omgivelserne.

Ifølge Royal London Society for Blind People er problemer med at finde rundt i London et af de helt store, og det nye system skal være med til at give blinde og svagtseende mere frihed.