Apple var meget tæt på at droppe placeringen af et kæmpe datacenter ved Viborg. Det viser offentlige dokumenter som DR har fået aktindsigt i. Så sent som den 16. juni 2014 meddeler Apple således at Danmark ikke længere er i spil til en placering.

En del af forklaringen synes at være høje danske afgifter på el, der i samme periode forhandles om politisk med henblik på en nedsættelse. Apples negative udmelding kan derfor ses som et vink med en vognstang til politikerne omkring Apples holdning til den sag.

Stort set samtidig bliver regeringen og Venstre enige om at sænke de såkaldte PSO-afgifter med omkring 5 øre per kWh for storforbrugere af el. Noget der var et krav fra EU og som var planlagt som en del af regeringsgrundlaget fra 2011. Nedsættelse af afgiften er derfor ikke relateret direkte til Apples udmelding. Det var et rent tilfælde, at det skete samtidig med forhandlingerne med Apple. Eller et ret held kan man sige. Var der gået meget længere, have Apple måske endegyldigt valgt en anden placering.

Udmeldingen satte det dog gang i en større diplomatisk indsats for at overbevise Apple om at Danmark alligevel skulle være stedet. Nu var problemet med afgifterne ryddet af vejen. Om det er det, der gør Apple mere lydhøre er uvist, men der kommer i hvert fald gang i forhandlingerne.

Lektor i statskundskab på Aalborg universitet Johannes Andersen kalder det godt politisk håndværk: "Embedsmændene har været kreative og gjort, hvad de kunne, inden for de rammer, de har, og politikerne har ført tætte forhandlinger på ministerplan, så det er godt politisk håndværk.", udtaler han til DR.

Apples datacenter i Viborg er den største udenlandske anlægsinvestering i Danmark nogensinde. Det vil desuden blive Danmark største elforbruger. Ud over altså lave afgifter på el er placeringen valgt fordi den giver Apple adgang til masser af grøn strøm.