Apple er her en måneds tid efter lanceringen af Apple Watch ved at gøre klar til den første store opdatering. Det skriver 9to5mac. De har informationen fra en kilde hos Apple.

Blandt de ting Apple arbejder på er sikkerheden, forbindelsen til andre Apple-enheder, sundhedsfunktioner samt bedre integration med tredjeparts-apps. Derudover oplyses det, at Apple Watch kommer til at spille en hovedrolle i styringen af den nye Apple TV-boks, der også skulle være lige på trapperne.

Hvad sikkerheden angår, drejer det sig om en funktion kaldet "Find my Watch". Nærmere præsentation er vist ikke nødvendig. Med den kan man tracke sit ur samt låse det, hvis man mister det. Helt på samme måde som det fungerer med iOS-enheder og Mac's i dag. En udfordring for Apple har været, at uret er tæt forbundet med ens iPhone, så udviklerne har måttet tænke lidt ud af boksen for at sikre at uret kan spores.

På sundhedsområdet arbejder Apple på en funktion, der kan notificere brugeren, hvis uret detekterer en unormal hjerterytme. Kilden oplyser dog, at funktionen måske aldrig når ud til brugerne, da selv den mindste upålidelighed kan resultere i problemer og unødige bekymringer. Mere realistisk er det, at vi får en funktion til søvnmonitorering af se, omend det selvfølgelig gør det svært at oplade sit ur om natten. Af andre planer nævnes blodtryksmåling som det mest sandsynlige, mens sensorer til måling af blodsukker ligger længere ude i fremtiden.

Ellers er den største nyhed i opdateringen af Apple Watch-softwaren, at udviklere vil kunne lave regulære apps samt de små widgetlignende ting som Apple kalder "Complications". Complications kan eksempelvis viser ulæste Twitter-beskeder, hvor mange skridt man har gået etc.

Det forventes, at Apple løfter sløret for software-opdateringen på udviklerkonferencen WWDC, der begynder mandag den 8. juni.