Apple omsatte for 207 milliarder kroner i årets andet kvartal. Overskuddet blev 46,7 milliarder kroner. Det er en stigning på 7% henholdsvis 12% sammenlignet med samme kvartal sidste år. Bruttofortjenesten er i samme periode steget fra 36,9% til 39,4%.

Det er især stærkt salg af iPhones og Mac, der er skyld i det gode resultat. Salget af iPhones steg fra 31,2 millioner til 35,2 millioner (+13%), mens Mac-salget steg fra 3,8 millioner til 4,4 millioner (+16%). Til gengæld faldt salget af iPads fra 14,6 millioner til 13,3 millioner (-9%).

"Vores rekord juni-kvartal er drevet af stærkt salg af iPhones og Macs og den fortsatte vækst fra Apples økosystem.", udtaler Apples topchef Tim Cook. "Vi er utroligt spændte på de kommende udgivelser af iOS 8 og OS X Yosemite, samt andre nye produkter og tjenester, som vi ikke kan vente med at lancere."

Apples forventninger til næste kvartal, er en omsætning på 205-221 milliarder kroner.