Apple er klar med de mest kraftfulde iPhones nogensinde. Den ene er efterfølgeren til iPhone X, der kom sidste år, og den anden er en identisk udgave, men med større skærm. De to nye iPhones hedder iPhone Xs og iPhone Xs Max. De to iPhones har skærme på 5,8” og 6,5” med skærm helt til kant. De nye skærme er de skarpeste skærme med det højeste pixeltæthed, der er set i en Apple-enhed til dato. Apple kalder det Super Retina-skærme.

Begge iPhones har en ny kraftfuld A12 Bionic-chip med 8-core Neural Engine. Chippen er den første 7-nanometer chip i en smartphone nogensinde. De har også begge et nyt dobbelt kamerasystem, der tilbyder banebrydende foto- og videofunktioner samt hurtigere Face ID og bredere stereolyd. Det dobbelte kamerasystem er på 12-megapixel og indeholder dobbelt optisk billedstabilisering med to gange optisk zoom, mens den nye billedsensor er dobbelt så hurtig som tidligere.

Fysisk ligner de nye iPhones sig selv. Men en enkelt nyhed er det blevet til, nemlig en ny guldfinish. iPhone XS og iPhone XS Max er stænk- og vandafvisende på et nyt niveau (IP68) i op til 2 meter i 30 minutter og beskytter mod de typiske ting, man spilder i hverdagen, herunder kaffe, te og sodavand.

Priser og tilgængelighed

iPhone XS og iPhone XS Max kan forudbestilles fra fredag d. 14. september og kan købes i butikkerne fra fredag d. 21. september.

Begge iPhones vil være tilgængelige i modellerne 64 GB, 256 GB og 512 GB i space grey, sølv og i en ny guldfinish og fås fra 8.899 kroner henholdsvis 9.799 kroner på apple.dk og hos autoriserede forhandlere og visse udbydere.

Du kan se de fulde tekniske specifikationer og læse mere hos Apple.