Apple har præsenteret iOS 11 - den næste store softwareopdatering til iPhonen og iPaden. iOS 11 indholder flere hundrede ændringer og nyheder i forhold til iOS 10. Langt de fleste er selvfølgelig i småtingsafdelingen, men der er også flere store og interessante nyheder.

De største nyheder

iOS 11 byder på et nyt redesignet kontrolcenter, der kan være på en side. Man kan selv tilpasse mulighederne og flytte rundt på dem, som man vil. Det vil gøre brug af 3D Touch for at give adgang til undermenuer og ekstra justeringsmuligheder. LocK screen og Beskedcenter vil også blive slået sammen på en enkelt side. App Store har også fået nyt design, så det bliver nemmere at finde apps og spil.

En ny Forstyr ikke-funktion er specielt beregnet til bilister og skal forhindre at man bliver forstyrret under kørslen. iPhone kan registrere, hvornår du sandsynligvis kører bil, og automatisk slå meddelelser fra, så skærmen bliver ved med at være mørk. Brugerne kan vælge at sende et automatisk svar til deres kontakter i Favoritter, som giver besked om, at de kører i øjeblikket og ikke kan svare, før de er nået frem til deres destination.

Ved hjælp af maskinlæring og kunstig intelligens bliver Siri forbedret. Der kommer blandt andet bedre udtale, der er mere naturlig og udtryksfuld, idet Siri justerer tonefaldet, tonehøjden, tryk og tempoet, mens hun taler.

Med iOS 11 kommer også flere professionelle funktioner i Kamera og Fotos. Eksempelvis lancerer Apple en ny teknologi ved navn HEVC – High Efficiency Image File Format – som reducerer filstørrelsen af hvert eneste billede, man tager med iPhone 7 og iPhone 7 Plus. En anden nyhed i Kameraet er at man nu kan scanne QR-koder direkte uden at skulle bruge en tredjepartsapp.

Andre nyheder er blandt andet muligheden for at betale sine venner via Apple Pay, indendørskort over de største lufthavne og shoppingcentre over hele verden i Kort, AirPlay 2 med multirumsfunktionalitet samt enhåndstastatur til iPhonen.

Specielt til iPaden

Det er specielt på iPaden, at vi vil få en masse nyheder. iOS 11 er ifølge Apple den største softwarelancering til iPaden nogensinde og vil blandt andet byde på effektive multitask-funktioner, en ny Arkiver-app, "træk og anbring" samt flere måder at bruge Apple Pencil på.

En ny Dock til personlig tilpasning giver hurtig adgang til de apps og dokumenter, man bruger mest, og en appskifter i nyt design gør det muligt at skifte mellem parvise aktive apps. Den nye Arkiver-app holder alting samlet ét sted, uanset om du gemmer filer lokalt, i iCloud Drive eller hos andre udbydere såsom Dropbox etc, og fordi Træk og anbring er tilgængelig i hele systemet, er det nemmere end nogensinde før at flytte billeder og tekst.

For udviklere

En de de mest interessante ting for udviklerne er en ny Augmented Reality-platform til udviklere, der gør det muligt at lave apps, der lader brugerne placere virtuelt indhold oven i scener fra virkeligheden. Der er også en ny funktion til maskinlæring direkte på enheden, så udviklere kan lave apps, der forudsiger handlinger, lærer samt bliver mere og mere intelligente.

Tilgængelighed

iOS 11 kan fås i en udviklerversion allertede nu og kommer i den endelige udgave som en gratis softwareopdatering til iPhone og iPad til efteråret.

iOS 11 understøttes af iPhone 5s og nyere, alle modeller af iPad Air og iPad Pro, iPad (5. generation), iPad mini 2 og nyere samt iPod touch (6. generation). Enkelte af de nye funktioner kræver en bestemt hardware og understøttes ikke på alle enheder.