Her til aften har Apple præsenteret to nye Apple Watch med 30% større skærm, EKG-sensor (elektrokardiogram) og flere andre nye ting.

Apple Watch fås nu i 40 mm og 44 mm, hvor det tidligere har været 38 mm og 42 mm. Det betyder at skøren er blevet hele 30% større hvilket betyder at både urskiverne og andre apps kan vise mere information end tidligere.

Udover størrelsen er den største nyhed forbedrede sensorer til hjerteanalyse. Det betyder at Apple Watch nu kan lave et såkalt elektrokardiogram, hvilket er en kortlægning af hjertets spændingsforskelle. Det kan bruges til at finde og monitorere forskellige hjertesygdomme. Uret kan nu også bruges til at opdage hjerteflimren eller ekstrem lav hjertefrekvens. Flere af disse funktioner er forbeholdt USA.

Den digitale krone har fået en overhaling så den nu kan give haptisk feedback, højtaleren spiller 50% højere og mikrofonen har fået en ny placering for at reducere ekko. Sidst men ikke mindst er bagsiden af uret nu lavet af en kombination af et keramisk materiale og safir. Det betyder at radiobølger nu også kan passere bagsiden af uret, hvilket forbedrer den trådløse modtagelse.

Ud over disse fysiske ændringer, har det nye Apple Watch en ny 64-bit Dual Core S4-processor med op til dobbelt så høj ydelse som tidligere modeller. Accelerometeret og gyroskopet er også blevet forbedret så det nu blandt andet kan detektere hvis man falder. Her kan man så indstille det, så man får en besked og at der automatisk ringes op til alarmcentralen, hvis ikke man reagerer.

Trods de forbedrede funktioner har Apple Watch Series 4 stadig den samme batteritid som tidligere modeller.

Både 40 mm- og 44 mm-modellerne fås med og uden mobiladgang. Apple kaldet det "GPS" og "GPS + Cellular". Farverne er aluminium i silver, space Gray og gold og rustfrit stål i silver, space black, gold. Udover disse ure kommer der nogle særlige Nike+-udgaver

Priserne for Apple Watch Series 4 starter ved 3.299 kr for GPS-modellen og 4.099 kr for "GPS + Cellular"-modellen. Uret kan bestilles fra fredag den 14. september med levering ugen efter.

Læs mere hos Apple.