Patently Apple har endnu engang fundet et et nyt Apple-patent frem. Det handler om integration af solceller i iPhonen – og det er ikke første gang Apple udforsker dette område. Allerede for to år siden skrev vi at solceller måske var på vej til iPhonen via en LCD-skærm med indbyggede solceller under selv LCD-laget.

Denne gang er konceptet sådan set det samme; det vil sige en integreret solcelle i skærmen. Blot er det denne gang mere detaljeret og tilpasset dagens trykfølsomme skærmteknologi. Det smarte er, at man ikke udefra kan se forskel på om der er solceller i eller ej. Det gør teknologien perfekt til Apples nuværende enheder, da det ikke vil gå ud over designet ud over at skærmen selvfølgelig bliver en anelse tykkere på grund af det ekstra lag. Her er vi dog formodentlig nede i noget der ligner papirtykkelse.

Da den kommende iPhone HD i følge nogle rygter, vil have en form for glaskeramisk bagside, kunne Apple også putte solceller i bagsiden, således at det er lige meget om iPhonen ligger den ene eller den anden vej, når den skal soloplades. Nogle medier har fejlagtigt skrevet, at solceller i både for og bagside vil fordoble ladekapaciteten, men det er selvfølgelig ikke korrekt, da solen jo (mig bekendt) oftest skinner fra en retning ad gangen, og derfor altid vil efterlade den anden side i skygge. Der korrekte er snarere at solceller i for- og bagside vil fordoble sandsynligheden for at solcellerne rammes af solen.

I øvrigt er ideen nok ikke, at solen skal bruges som primær oplader, men at det kan forlænge batteritiden i daglig brug. Hvis bare det giver en times ekstra brug, er ideen jo værd at gå videre med. Det eneste man skal huske er så, at lade sin iPhone få noget lys og ikke gemme den væk i lommen. Så hvis folk i forvejen flasher deres iPhones på udendørscafeerne, er det ingen ting i forhold til hvad vi kan forvente, hvis solceller-ideen bliver til virkelighed.