I den nyeste beta af OS X EL Capitan er der kode der indikerer, at der er en iMac med retina 4K-skærm på vej fra Apple. Koden referer specifikt til en skærm med en retina-opløsning på 4.096 x 2.304 pixels. Den nuværende 21,5 tommer iMac har en opløsning på 1.920 x 1.080 pixels, hvorfor flere udenlandske medier udlægger det som om, der kommer en 21,5 tommer Retina-iMac.

Men den nye opløsning er kun cirka dobbelt op i begge dimensioner i forhold til den nuværende iMac. Det er ikke præcist dobbelt op, hvilket til er lidt underligt. Når Apple tidligere har lanceret retina-skærme har det altid været med præcis en fordobling i hver retning. Skulle Apple følge det mønster nu, burde en 21,5 tommer retina-iMac have en opløsning på 3.840 x 2.160 pixels.

Den i koden nævnte opløsning er 6,67% større på hver led end den burde være. Det indikerer også, at skærmen er 6,67% større end de nuværende 21,5 tommer, hvilket giver 23 tommer. Noget tyder altså på, at Apple ikke bare vil opdatere den nuværende iMac, men lancere en helt ny 23 tommer iMac med 4K retinaskærm. Eller alternativt en Thunderbolt-skærm med denne opløsning.