Apple har inviteret pressen til event d. 9. september. Eventet afholdes i Flint Center for the Performing Arts ved De Anza College i Cupertino. Det er bemærkelsesværdigt fordi det ikke er her, Apple plejer at afholde sinevents. Apple flytter ikke bare deres event fordi de har fået en bedre pris på lokale leje et andet sted. Der må med andre ord være en rigtig god grund til det.

Det kunne være, at der i Flint Center er plads til flere tilhørere end de normale steder, hvor Apple plejer at afholde events. En udemærket begrundelse, hvis man har vurderet at eventet er blevet for stort til de tidligere rammer. Flere tilhørere giver mere omtale.

Det kunne også være, at det er fordi det var præcis samme sted hedengangne Steve Jobs præsenterede den første Mac for 30 år siden. Måske ønsker Apple at mindes Steve Jobs, og har vurderet at det bedst kunne ske det oprindelige sted. Måske endda fordi der ved lejligheden afsløres et mindemærke for Steve Jobs.

For det sidste taler, at der umiddelbart ved siden af Flint Center ser ud til at være blevet opført noget stort. Tre etager højt og vel omkring 15 x 25 m i grundplanen. Altså på størrelse med en stort hus. Strukturen er afdækket og omringet af vagter, der skal sikre at ingen kommer tæt på og ser hvad der gemmer sig. Administrationen på stedet afviser at komme med kommentarer, og henviser til, at der sker efter ønske fra klienten.

Vi ved ikke om Apple står bag, men det lyder som noget Apple kunne finde på. Det store spørgsmål er bare, hvad det er. Som sagt kunne det være et stort Steve Jobs-mindesmærke - måske en Mac i kæmpe størrelse. Eller et nyt center for computerteknologi opkaldt efter Jobs. Mulighederne er mange.

En anden mulighed er at Apple har opført en speciel scene eller endda et helt hus, for at kunne demonstrere fortræffelighederne i det nye HomeKit, der er en del af iOS 8. HomeKit er et udviklerværktøj, der gør iOS 8 i stand til at kommunikere med diverse elektroniske dimser i hjemmet. Eller hvad med en butik, hvor Apple kan demonstrere en ny mobil betalingsløsning?

Vi ved det faktisk ikke, og det gør jo straks eventet meget mere interessant, for nu ved vi, at Apple har en kæmpe (i bogstaveligste forstand) overraskelse klar til os.