Apple og IBM har annonceret planer om et strategisk samarbejde på erhvervsmarkedet. Via en række nye apps og services vil de to selskaber sammen ændre erhvervslivet mobilitet. Aftalen indebærer at IBM vil begynde at sælge iOS-enheder til deres erhvervskunder og udgive mere end 100 nye erhvervsapps kodet fra grunden til iOS. Derudover vil IBM tilbyde en række skybaserede erhvervsservices. Apple vil til gengæld tilbyde en ny AppleCare-service målrettet erhvervslivet.

"iPhonen og iPaden er verdens bedste mobile enheder, og de har ændret måden folk arbejder på. Mere end 98% af Fortune 500 (de 500 største amerikanske virksomheder red.) og mere end 92% af verdens 500 største virksomheder bruger iOS-enheder i deres forretning i dag", oplyser Apples topchef Tim Cook. "Vi tager det bedste fra Apple og det bedste fra IBM og slår det sammen. Der er intet overlap, ingen konkurrence. De to ting er totalt komplementære og mere end noget andet fokuserer det på erhvervskunderne." Ifølge Cook har Apple forhandlet om et samarbejde med IBM i et par år.

IBM's første apps vil komme i løbet af efteråret. De vil være målrettet forskellige markeder som retail, sundhedsvæsenet, bankbranchen, rejsebranchen, transportsektoren etc.