Apple har lanceret Made-For-iPhone-specifikationer for hovedtelefoner der bliver tilsluttet iPhonen eller iPaden via Lightning-indgangen i stedet for den normale 3,5 mm jack-indgang, skriver 9to5mac.

Lightning-hovedtelefoner vil få nogle muligheder som er den klassiske analoge jack-tilslutning overlegen. Således er lightning i stand til at overføre 48 kHz digital lossless stereolyd. Hvor jack-tilslutningen kun leverer analog lyd, kan man via Lightning altså få digital lys som konverteres til analog lyd via en ekstern DAC (digital til analog converter) indbygget i hovedtelefonerne. Der er altså potentiale for et betydeligt løft i lydkvaliteten.

Ud over lyden vil man via Lightning kunne understøtte en funktion, så der åbner en bestemt app, som Beats Music, når man tilslutter hovedtelefonerne. En sidste fordel er, at hovedtelefonerne vi kunne trække strøm via Lightning - også når iPhonen er på standby.

Det sætter Apples køb af Beats Electronics i et nyt lys. Noget tyder i hvert fald på, at Apple vil udfordre hovedtelefon-branchen på en helt ny måde. Det er alt andet nemmere, hvis man selv ejer verdens mest populære producent. Så er udbredelsen og understøttelsen på plads med det samme, fremfor hvis man skulle vente på at andre tog den til sig.