Apple har benyttet WWDC til at lancere et helt nyt programmeringssprog til at lave Cocoa og Cocoa Touch-applikationer med. Apple kalder det Swift og det er designet til at eksistere side om side med Objective-C, som er det sprog man i dag benytter. Værktøjet man benytter er også det samme nemlig Xcode.

Ifølge Apple er sproget moderne, hurtigt og kraftfuldt samt ikke mindst designet med sikkerhed for øje. Det er baseret på årtiers erfaring, men opdateret med den nyeste viden og de nyeste krav. Swift udmærker sig ved en renere kode der er nemmere umiddelbart at forstå samt ved at være mindre modtagelig over for fejl. Ud over selve programmeringssproget kommer Swift med et værktøj som Apple kalder Playgrounds. Det gør det muligt for udviklere at se resultatet af deres kode i realtid

Udviklermiljøet har taget godt i mod Swift og flere kalder det en kæmpe nyhed, der vil sætte dagsordenen frem over.

Hurtigere og flottere spil

Ud over et nyt programmeringssprog har Apple også lanceret Metal. Metal er en teknologi, der giver udviklere dybere adgang til iPhonens hardware og dermed give bedre udnyttelse af resourcerne. Det resulterer i markant bedre grafikoplevelse.

Det betyder blandt andet, at spiludvikleren EA nu kan benytte den grafikmotor der udvikler konsol spil med (Frostbite) til også at udvikle iOS-spil med.

Flere store nyheder

Ud over Swift og bedre muligheder for spiludviklere var der flere andre godbider for iOS-udviklere. CloudKit giver udviklere gratis adgang til en masse server-side applikationer og databaser, som man ellers selv skulle have udviklet samt mulighed for at bruge Apple ID som verifikation uden at udvikleren får adgang til ens personlige information. Nyt er også muligheden for at apps kan udveksle data og kommunikere med hinanden. Apple nævner selv tredjeparts filtre til Fotos-appen og et Bing.oversættelses plugin til Safari.

Udviklerne har nu også fået mulighed for at tilføje widgets i "I dag"-oversigten i Beskedcenter. Det kunne eksempelvis bruges til at se nyheder fra en avis eller til at købe togbilletter med uden at skulle åbne en dedikeret app.

En anden spændende ting er HomeKit, der tilbyder en enkelt protokol til kommunikation og kontrol af tredjeparts hardware som LED-pærer, vejrstationer etc. Det giver mulighed for integration med Siri, så man via tal for eksempel kan slukke lyset i stuen eller få oplyst luftfugtigheden i stuen.

Sidst men ikke mindst har udviklere nu mulighed for at bruge fingeraftrykslæseren, Touch ID, til login.

De nye muligheder kan få frit løb, når iOS 8 frigives til efteråret.