Apple har købt det New Zealandske selskab PowerbyProxi der står bag en teknologi til trådløs opladning. Det skriver hjemmesiden Stuff og Apple bekræfter købet.

PowerbyProxi blev grundlagt i 2007 af folk fra universitetet i Auckland. De har designet noget de kalder Proxi-Module. Det er modulært system der kan indbygges i en lang række forskellige systemer og levere op til 100W. Systemet udmærker sig ved en meget høj effektivitet sammenlignet med andre løsninger. PowerbyProxi har også været involveret i udformningen af den kommende nye Qi-standard til trådløs opladning.

Med årets nye iPhones er Apple for første gang begyndt at tilbyde trådløs opladning af iPhonen. Det sker via Qi standard-opladere. Apple har også fremvist deres egen oplader baseret på en mere avanceret teknologi. Den hedder AirPower og kommer på markedet i starten af næste år.

Det fremgår ikke hvor meget Apple har betalt for PowerbyProxi eller præcis hvordan Apple vil brugere deres teknologi og viden.