Den 4. juni starter Apples årlige udviklerkonference (WWDC) og som sædvanlig sker det med en keynote, hvor Apple forventes at præsentere nye styresystemer og måske ny hardware. Apple har udsendt invitationer til pressen og bekræfter også at keynoten streames direkte, så dem der ikke er på eventet kan se den. Det sker via Apples hjemmeside, via WWDC-appen og via Apples event-app på Apple TV.

På WWDC 2018 forventes det at Apple vil præsentere nye udgaver af iOS, tvOS, macOS og watchOS. Det plejer Apple i hvert fald at gøre. Apple plejer også at frigive udviklerversioner af de nye styresystemer samme dag, mens den endelige frigivelse sker i efteråret sammen med præsentationen af årets nye iPhones.

Af og til præsenterer Apple også ny hardware på WWDC. Dette kunne også sagtens ske i år selvom der ikke har været nogle konkrete rygter.