Apple meddeler i en pressemeddelelse, at de har ansat to af Hollywoods mest succesfulde topfolk. De to herrer, Jamie Erlicht og Zack Van Amburg, skal stå i spidsen for Apple nye satsning inden for video. De kommer til Apple fra Sony Pictures Television, hvor de haft ansvaret for nogle af de mest populære og anerkendte TV-serier i det seneste årti, blandt andet favoritter som Breaking Bad og spin off-serien Better Call Saul, The Crown, Rescue Me og mange flere.

"Jamie og Zack er to af verdens mest talentfulde TV-direktører, og de har været medvirkende til at gøre dette til TV-seriernes gyldne tidsalder," siger Eddy Cue, Apples Senior Vice President of Internet Software and Services. "Vi har spændende planer for fremtiden til kunderne, og vi kan slet ikke vente med at udnytte deres ekspertise hos Apple – der er meget mere i vente."

Erlicht og Van Amburg har været direktører hos Sony Pictures Television siden 2005. Under deres ledelse er studiets udbud af primetime-serier mere end tredoblet, og de har produceret mange af TV-branchens mest anerkendte serier. De har omfattende viden om produktion af TV til globale publikum og med at skabe programmer til en lang række tjenester, heriblandt serier til Amazon, Hulu og Netflix. Deres imponerende liste over programmer – som har vundet 36 Emmy-priser og adskillige Golden Globe-, AFI- og WGA-priser – omfatter bl.a. seerfavoritter som Better Call Saul, The Blacklist, Bloodline, Breaking Bad, The Crown, Damages, The Goldbergs, Justified, Preacher, Rescue Me, The Shield, Sneaky Pete og mange flere.