Apple meddeler, at app-udviklernes indtjening fra App Store nu har rundet 70 mia. dollar, svarende til 464 mia. kroner, siden App Store blev lanceret i 2008. Alene de sidste 12 måneder er antallet af downloads i App Store steget med over 70%.

Antallet af abonnementstjenester er også steget betragteligt. I forhold til sidste år er antallet af folk der abonnerer på noget i App Store steget med 58%. Abonnementstjenesterne spænder over ting som de tilbagevendende favoritter som Netflix og Hulu og nye populære apps som Tastemade, der er et moderne og mobiloptimeret madlavningsnetværk, samt apps til billedredigering som Over og Enlight.

"Mennesker i hele verden er vilde med apps, og vores kunder downloader dem i rekordfart," udtaler Philip Schiller, Apples Senior Vice President of Worldwide Marketing. "En indtjening på 70 milliarder dollar er fuldstændigt overvældende. Vi er meget imponerede over de fantastiske nye apps, som vores udviklere skaber, og vi glæder os til at se dem igen i næste uge til vores Worldwide Developers Conference."

Apples årlige udviklerkonference, WWDC, foregår i næste uge og indledes med en keynote, hvor Apple forventes at præsentere nye udgaver af deres styresystemet og måske også helt nye produkter.