Apple har frigivet watchOS 5.1 med nye urskiver og 70 nye emojis. Opdateringen er den første større opdatering til watchOS 5, der blev frigivet i september.

watchOS 5.1 byder på understøttelse af gruppe-FaceTime, dog kun med lyd - ikke video. Med gruppe-FaceTime kan op til 32 personer snakke sammen på samme tid.

Opdateringen byder også på nye farvede urskiver til Apple Watch Series 4 og en enkelt ny urskive til ældre modeller.

watchOS 5.1 understøtter en ny udgave af Unicode med 70 nye emojis.

Derudover retter watchOS 5.1 en række fejl blandt andet relateret til Walkie-Talkie-appen.

Du installerer watchOS 5.1 via Watch-appen på din iPhone. Uret skal være minimum 50% opladet og placeret i opladeren. Derudover skal det være inden for rækkevidde af iPhonen.

Opdatering

Apple har frigivet watchOS 5.1.1, der løser et problem med at nogle ure kunne blive låst - og dermed ubrugelige - efter opdatering til watchOS 5.1.