Apple er blevet rodet ind i en retssag med chipproducenten Qualcomm der blandt leverer modemchips til Apples iPhones. Retssagen har udgangspunkt i Sydkorea, hvor Qualcomm i en sag om monopoldannelse har fået en bøde på hvad der svarer til næsten 6 milliarder kroner. I denne sag har Apple medvirket med oplysninger, hvilket har fået Qualcomm til at tilbageholde omkring $1 milliard som Apple ellers har skulle have haft i rabat hos Qualcomm.

I USA har myndighederne nu anlagt en tilsvarende sag mod Qualcomm omkring unfair licensvilkår, og Apple har også lagt sag an. Apple anklager Qualcomm for at udnytte produktionen af en nøglekomponent til iPhonen til at kræve alt for høje licensbetalinger. Ifølge Apple kræver Qualcomm mindst fem gange højere licensbetalinger end alle andre patenthavere som Apple har aftaler med tilsammen. At Qualcomm har valgt at tilbageholde $1 milliard, som Apple burde have fået i rabat, har været dråben for Apple.

Qualcommm kalder Apples anklager grundløse og beskyder Apple for at have påvirket myndighederne til at anlægge monopolsagerne for egen vindings skyld.

Indtil 2016 var Qualcomm eneleverandør af LTE-chips til iPhonen. I iPhone 7 og iPhone 7 Plus er Intel også begyndt at levere LTE-chips til Apple.