Apple oplyser, at de kræver brugen af de to kemikalier benzen og n-hexan i den endelige iPhone- og iPad-produktion stoppet. Benzen bruges blandt andet i syntesen af forskellige slags plast, mens n-hexan bruges i produktionen af forskellige typer lim. Begge dele bruges desuden i rensemidler. Begge stoffer er sundhedsskadelige for de arbejdere der udsættes for for høje koncentrationer.

Apples beslutning er sket efter at Apple for nogle måneder siden blev kritiseret for brugen af de to stoffer. Det fik Apple til at undersøge 22 af underleverandørernes fabrikker. Der var ingen spor af de to stoffer på 18 af fabrikkerne, mens der fire steder var niveauer under sikkerhedsgrænserne. Alligevel har Apple altså besluttet at kræve brugen stoppet. Dette dog kun i den sidste del af produktionen, hvor de har været brugt til liming og overfladepolering. I den indledende produktion er brugen fortsat tilladt, men Apple har sænket grænsen for det maksimalt tilladte niveau.