The Wall Street Journal afslører økonomien bag Apples iTunes Radio-tjeneste. Apple skal betale pladeselskaberne 0,13 cents (0,75 øre) for hvert nummer, der afpilles og 15% af hvad Apple tjener på annoncering i tjenesten. Næste år stiger det til 0,14 cents og 19%. Til sammenligning betaler Pandora, der driver en lignende service, 0,12 cents per nummer.

Nogle numre, men højst to i timen per kunde, er gratis for Apple. Det gælder numre som kunden allerede har i sit musikbibliotek, samt numre som Apple spiller for at promovere en kunstner etc. Numre som springes over inden der er gået 20 sekunder, koster heller ikke Apple noget.

Apple forventer ikke at tjene noget på tjenesten, men håber at den kan være med til at øge salget i iTunes, salget af iOS-enheder og i at få iAd-platformen til at vokse.

Interessant er det også, at aftalen mellem Apple og pladeselskaberne indholder adskillige referencer til hvad Apple skal betale for at bruge musik i regulære radioprogrammer, omend det dog er usandsynligt at Apple vil begynde at producere indhold selv.

iTunes Radio blev lanceret sammen med iOS 7 for 14 dage siden, og er foreløbig tilgængelig i USA. iTunes Radio er finansieret af reklamer, men gratis for abonnenter på iTunes Match.