Danske kunder hos teleselskabet 3 kan nu betale deres køb af apps, film, musik etc. til iPhonen via deres telefonregning. Det fremgår af et engelsksproget support-dokument hos Apple. Det er det Apple kalder Mobilbetaling. I efteråret 2015 begyndte Apple så småt at tilbyde muligheden for at betale for indkøb i iTunes Store og App Store via telefonregningen i udvalgte lande. Køb af apps bliver ganske enkelt bare lagt til den månedlige telefonregning, når man har valgt denne betalingsmetode i sin iTunes konto.

I først omgang blev muligheden kun lanceret i Tyskland, men senere er en lang række lande fulgt efter. Mobilbetaling er derfor nu tilgængelig i Belgien, Danmark, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Hongkong, Italien, Japan, Norge, Rusland, Saudiarabien, Schweiz, Singapore, Sverige, Taiwan, Tyrkiet og Østrig

Alle steder er det via udvalgte teleselskaber og altså ikke en generel understøttelse. Teleselskabet skal være med på den. I Danmark er det indtil videre kun 3, der understøtter muligheden.

Tidligere har en afstemning her på siden vist, at et stort flertal foretrækker at betale med et betalingskort, som det sker nu. Der er dog omkring 10% der godt kunne tænke sig mulighed for at betale via telefonregningen. Er du en af dem?