Fremover vil Apple muligvis begynde at tilbyde en form for all inclusive-abonnement, hvor man betaler et fast beløb hver måned og til gengæld får adgang til Apples tjenester og hardware. Det kunne eksempelvis være fri adgang til Apple Music og iCloud Drive samt en nye iPhone hver år eller en Mac hvert tredje år.

Eksemplet er tænkt, så hvad det helt præcist dækker over er ikke så væsentligt. Det væsentlige er at Apple med denne type tilbud vil få spredt sine indtægter jævnt ud over året i stedet for nu, hvor de svinger fra kvartal til kvartal. Det mener i hvert fald analytikeren Horace Dediu ifølge WSJ. Indtægter fra tjenester er i sagens natur konstante, mens hardwaresalget et sæsonbetonet. Ved at tilbyde det hele i abonnement bliver det ændret og Apple vil bedre kunne forudsige efterspørgslen.

Apple tilbyder allerede i dag et opgraderingsprogram, hvor man kan betale et fast beløb hver måned og automatisk få opgraderet sin iPhone hvert år. Hvorfor ikke udbrede det til resten af Apples enheder og kombinere med adgang til musik, film etc, mener analytikeren. "Apple Prime", kalder han det.

For brugerne vil det betyde, at man får et fast budget og altid ved at man har nyeste grej.

Det skal selvfølgelig understreges, at der alene er tale om spekulation fra analytikerne side og at der intet konkret er til at bakke det op. At Dediu mener at det er vejen frem for Apple, er ikke ensbetydende med at Apple også mener det.