En ny rapport hævder, at kun 6% af alle iPhone 6-ejer benytter sig af Apple Pay i USA. 9% har prøvet det, mens de resterende 85% altså endnu ikke har. I november var det 5% der brugte Apple Pay og 4% der havde prøvet det. Tallene stammer fra en undersøgelse foretaget blandt lidt over 1.000 amerikanske iPhone 6-ejere i rapporten "Apple Pay By The Numbers: Adoption And Behavior."

En af årsagerne til at 85% af iPhone 6-ejerne ikke bruger Apple Pay er, at ikke alle amerikanske banker er med på vognen. Allerede her er en ukendt procentdel afskåret fra at bruge Apple Pay. En anden ting er, at heller ikke alle butikker tager imod Apple Pay. I rapporten nævnes en tredje forklaring. Hele 32% af dem der ikke bruger Apple Pay svarer, at de ganske enkelt glemmer at det er en mulighed. Vanens magt er ganske enkelt for stor.

Til gengæld er tilfredsheden blandt de aktive brugere høj. 79% mener det er mere praktisk, 77% mener det er hurtigere, 75% mener at det er nemmere og 70% at det er mere sikkert - sammenlignet med traditionel kortbetaling.

Skal man analysere på tallene, er pointen ikke så meget de 6% i sig selv. 6% er en ret fint penetrationsrate for en ny teknologi efter så kort tid. Her kan man eksempelvis sammenligne med indførslen af betalingskortet sidst i 80'erne og starten af 90'erne. Det tog også nogle år før 10% af danskerne havde et Dankort.

Problemet er at Apple Pay kun bruges af en brøkdel af dem med en bestemt telefon, der igen udgør en brøkdel af samtlige solgte telefoner. Samlet set er der i absolutte tal altså tale om en ret lille gruppe - måske 1-2 millioner amerikanere. Spørgsmålet er hvor interessant denne lille gruppe er for butikker, banker og så videre. Her spiller et også ind, om folk med Apple Pay bruger flere penge end gennemsnittet. Gør de det, kan det alene gøre dem interessante for butikkerne.

Hvad der desværre ikke fremgår af tallene er, hvor stor en markedsandel af samtlige mobilbetalinger, som Apple Pay sidder på. Dette er en langt mere interessant oplysning, da det viser hvordan Apple Pay klarer sig i det segment af folk, der benytter sig af de nye muligheder.