I mandags holdt Apple en keynote forud for åbningen af den årlige udviklerkonference, WWDC. Her blev de kommende udgave af Apples styresystemer præsenteret. Du kan se alle nyhederne her: WWDC 16: Her er alle nyhederne.

I denne artikel skal det dog handle om nogle af de ting vi ikke fik. Jeg har fundet tre ting, som jeg havde håbet Apple havde fortalt om.

Hvad blev der er iPaden?

Selvom salget af tablets daler, satser Apple stadig på iPaden. Senest med deres to iPad Pro. iPaden har længe haft et uforløst potentiale, fordi styresystemet på den stort set er det samme som det på iPhonen. Det er enkelte forskelle, men ikke nok til at retfærdiggøre Pro-betegnelsen.

Jeg havde håbet, at Apple ville have benyttet lejligheden til at lancere nogle slagkraftige pro-nyheder i iOS til iPaden. Det skete ikke, og i det hele taget blev iPaden stort set ikke nævnt i keynoten.

Ingen video-pendant til Apple Music

iTunes bugner af gode film og TV-serier. Men Apples TV-tjenester lader vente på sig. Apple lancerede godt nok en ny funktion med et enkelt login til alle apps på Apple TV, men det havde været bedre med et enkelt login i en enkelt Apple Film-app hvor al indhold fra iTunes er tilgængeligt. Man skulle tro at musikbranchen har vist vejen for filmbranchen, men en filmrelateret Apple-pendant til Apple Music savner jeg stadig.

iMessage til Android

Uanset hvor underlødigt man kan mene det er, hitter apps som SnapChat og WhatsApp stort. Som i virkelig stort. Apples er godt med med iMessages seneste overhaling i iOS 10, men er stadig hæmmet af at iMessage kun virker på iOS. Det er selvfølgelig et såkalt unique selling point for iOS. Noget der skal trække folk til. Hvis iMessage virker på Android, mister folk en begrundelse for at købe en iPhone.

Ja, men risikoen er at folk holder op med at bruge iMessage fordi de ikke kan sende beskeder til de af deres (få) venner der ikke har fået en iPhone endnu. Ved at åbne op for iMessage på Android, vil tjenesten kunne vokse helt enormt, og i sidste ende skabe positiv opmærksomhed omkring Apples produkter. Det ér en balancegang, men jeg tror på det ville gavne alle.

Savnede du noget?