Apple oplyser nu, at den højst specificerede 15 tommer Retina MacBook Pro med AMD Radeon R9 M370X-graffikkort kan trække eksterne skærme med en opløsning på op til 5.120 x 2.880 pixels ved 60Hz.

Det betyder, at den kan trække Dells meget roste 27" 5K-skærm (UP2715K). Da OS X 10.10.3 blev frigivet i april gav det understøttelse af Dells 5K-skærm til Retina iMac'en og Mac Pro, mens ingen bærbare på det tidspunkt kunne trække skærmen. Det kan de nu - i hvert fald den nævnte MacBook Pro

Dells 5K-skærm kræver så stor en båndbredde, at der skal benyttes to DisplayPort-kabler for at trække den, hvilket kræver to Thunderbolt-porte. Senere på året kommer Intels nye Skylake-platform, der gør det muligt at trække en 5K-skærm via en enkelt Thunderbolt-port.