Inventec, der producerer Apples HomePod smarthøjttaler, er begyndt at sende de første enheder til Apples. Ifølge kilder er der tale om omkring 1 millioner enheder. Det skriver Taipei Times. Det tyder altså på at HomePod endelig er på vej ud i butikkerne efter nogle måneders forsinkelse.

Apple præsenterede HomePod i juni sidste år og fortalte at den ville komme til salg inden årets udgang. I november kom der en ny melding om at den ville blive forsinket.

HomePod er en ny trådløs højttaler med indbygget Siri-understøttelse og mulighed for at streame direkte fra Apple Music, hvis man har abonnement. HomePod har en stor opadvendt bashøjttaler og en specialudviklet formation af syv stråledannende diskanthøjttalere med retningsstyring samt seks mikrofoner. Højden er lige under 18 cm og enheden styres af en indbygget A8-chip.

Når HomePod bliver lanceret kan den købes i Australien, Storbritannien og USA til at starte med. Apple har ikke oplyst et lanceringstidspunkt i Danmark. Prisen i USA bliver $349, hvilket nok ender på lige over 3.000 kroner i Danmark, når den tid kommer.

Sidst et Apple-produkt blev forsinket var da de ligeledes trådløse AirPods skulle lanceres i oktober 2016. De endte med første at komme i december og var derudover næsten umulige at få fat på fordi efterspørgslen var så stor.