Nu skal det ikke (altid) handle om at fremhæve iOS og iPhonen på Androids bekostning, for platformen har faktisk en hel del ting, soft- såvel som hardware, som Apple og iOS-udviklerne kan lære en del af.

Smag og behag er selvfølgelig forskellig, så hvad nogle synes Android er bedst til, mener andre at iOS er bedst til. Sådan er det, og sådan skal det selvfølgelig være. Jeg vil dog alligevel lægge spørgmålet ud til læserne: Hvilke funktioner, apps etc. ville du ønske ikke bare fandtes på Android men også på iPhonen.

Alle muligheder og bud er åbne, det kan være apps, funktioner i selve styresystemet, design, hardware - kort sagt alt.

Til gengæld skal det ikke udvikle sig til mudderkastning eller pegen fingre ad hinanden, ej heller en diskussion om hvilket styresystem der bedst - alle kommentarer der bare så meget som kommer med antydningen af den slags bliver fjernet. Det er helt seriøst ment. Lad os lægge tabuer og fordomme på hylden, og få frem i lyset hvad vi kan lære af Android.

Skriv hvad du ville ønske fandtes på iPhonen og begrund dit valg.

Hvem ved, måske kigger Apple eller en entreprenant dansk iOS-udvikler med, som får nogle gode ideer. Eller måske findes muligheden allerede i App Store - man har bare overset den.