Apple Watch er et af Apples bedste og mest finpudsede produkter nogensinde. Det er i virkeligheden svært at finde steder, hvor Apple for alvor kan forbedre uret. Selvom Apple Watch er et at de Apple-produkter jeg er gladest for, har jeg alligevel fundet et par områder hvor Apple kunne sætte ind for at gøre Apple Watch praktisk taget perfekt.

Batteri med større kapacitet

Batteritiden i Apple Watch er formidabel. Selv efter en god lang dag med masser af aktivitet er det sjældent den er kommet under 50%, når jeg sætter uret til opladning ved sengetid. Uret holder altså snildt et par dage. Jeg lader det dog op hver nat - og det ville jeg også gøre om så det kunne holde 3 eller 4 dage på en opladning. Det er nemmest på den måde, da det bliver en daglig rutine.

Fra en fitnesstracker jeg brugte inden jeg fik Apple Watch har jeg utrolig dårlig erfaring med opladning på vilkårlige tidspunkter. Trackeren holdt vel 4-6 dage, og fordi det aldrig blev en rutine at oplade på faste tidspunkter, løb den altid tør for strøm midt på dagen på et eller andet tilfældigt tudspunkt, så man måtte tage det af. Det er lige præcis derfor det i virkeligheden ikke giver mening med et ur (eller en iPhone for den sags skyld) der holder mere end en enkelt dag. Hvis det skal give mening skal vi op på en batteritid på 12-14 dage.

Alternativt så skal Apple lade eventuelle forbederinger i batteritiden udmønte sig i et tyndere ur. Hvis ikke der er noget der skal bruge batteriet, er det ligemeget om det bliver større. Så er det bare spild af plads.

Skærm der altid er tændt

Det er altså ikke på grund af et ønske om at kunne slippe for daglige opladninger, at jeg ønsker et bedre bedre batteri. Det er fordi det giver mulighed for en mere kraftfuld hardware og mere krævende apps. Og ikke mindst muligheden for en skærm der altid er tændt. Ikke nødvendigvis med alle funktioner aktiveret hele tiden, men i det mindste bare en urskive så man kan se hvad klokken er.

Funktionen med at uret tænder når man hæver armen virker sådan set fint nok. I 99% af tilfældene
tænder skærmen, men alligevel med en brøkdel af et sekunds forsinkelse. Og i de 1% af tilfældene hvor ikke det virker, er det selvfølgelig når det er aller mest ubelejligt. Her ville en skærm der altid er tændt være en stor fordel. Selvfølgelig med mulighed for at slå det fra, hvis man foretrækker det. Hvor meget det koster på batteritiden har jeg inden anelse om, men i stedet for at gå i seng med 60% tilbage, så jeg det hellere brugt i løbet af dagen på at holde uret vågent.

Mobiladgang

Mobiladgang er en anden ting der dramatisk ville forbedre uret og i virkeligheden gøre det helt uafhængig af en iPhone. Selvfølgelig kan det hurtigt blive noget bøvl med simkort og ekstra abonnementer, men det er i virkeligheden et praktisk problem, som nemt lader sig løse. Ikke af de danske teleselskaber, men et eller andet sted i verden findes der helt sikkert nogle, der er fremme i skoene. Ellers må Apple selv på banen og blive et simkortløst teleselskab.

Mobiladgang ville give mange apps mulighed for at virke selvstændigt på Apple Watch fremfor bare at være et vedhæng til samme app på iPhonen.

Indbygget kamere til eksempelvis FaceTime ville i den forbindelse være genialt. Så er vi i virkeligheden meget tæt på, at man helt kunne droppe iPhonen til kommunikationformål. I dag fungerer det fint, hvis iPhonen er i nærheden, men der er en lille forsinkelse og det ville i det hele taget være rart at kunne modtage opkald på sit ur, selvom iPhonen ikke er med på farten.

Hvordan mener du Apple kan forbedre Apple Watch?