På forskellige amerikanske Apple-blogs (fx. her eller her) har et rygte om at den næste iPhone vil blive en premium jubilæumsmodel, der vil koste $1.000, fået en del opmærksomhed. For at sige det lige ud så skaber folk sig i lange baner. Tim Cook bliver svinet til, Apple blive svinet til og Tim Cook bliver svinet til igen. Det er sørgerligt at læse.

Da jeg i sin tid købte min første Mac var jeg ivrig læser af MacRumors. Et fantastisk sted med masser af hjælpsomme læsere, der altid vidste besked og altid var med til at tingene til at fungere. Det var folk der elskede det Apple gjorde og var begejstrede for alternativet til de traditionelle Windows-computere. I dag er den mentalitet væk. Forduftet som dug for solen i takt med at Apple er blevet allemandseje. Alle Windows-brokkehovederne vi andre gjorde grin med den gang har nu en iPhone - men brokkeriet er ikke stoppet af den grund.

Konkurrence i usaglighed

Læserkommentarerne på MacRumors nu om dage er ikke andet end usaglige personlige udgydelser der ikke tjener andet formål end selvfedme. Fuldstændig ubrugelige med andre ord. Det er selvfølgelig en del af tidsånden og ikke MacRumors skyld som sådan. Vi ser det samme i Danmark - eksempelvis på Ekstra Bladet, hvor man har et indtryk af at skribenter og læsere konkurrerer om hvem der er bedst til at udstille deres egen manglende viden om tingene. Mit gæt er i øvrigt at Ekstra Bladet vil tage rygterne op og bringe en artikel, der kan få deres kernelæserne op på dupperne. Lige børn leger jo bedst.

Men lad mig vente tilbage til rygtet om de $1.000 for en ny iPhone. Det svarer til at iPhonen vil koste omkring 9.000 kr i Danmark inklusive moms. Det er mange penge for en telefon - virkelig mange penge, det kan vi hurtigt blive enige om. Lad os i første omgang se gennem fingre med at oplysningen bare er et rygte, og at der ligesom med alle andre rygter er en god sandsynlighed for at det ikke rammer rigtigt. Lad os bare sige, at prisen er god nok. Er $1.000 virkelig så fuldstændig absurd for en iPhone, som brokkehovederne vil gøre det til?

Undersøg tingene og du vil blive oplyst - iPhonen koster allerede i dag næsten $1.000

Inden man udtalte sig kunne man jo starte med at undersøge sagerne. Det tager vel 15 sekunder at gå ind på Apples hjemmeside og tjekke priserne. Hvis man gør sig den ulejlighed, vil man med det samme kunne se, at man allerede i dag kan købe en 256GB iPhone 7 Plus for $969. Det ligger ret tæt på $1.000. Faktisk skal prisen kun stige med 3% før vi rammer de $1.000 for Apples største iPhone. En prisstigning på det niveau er absolut inden for både det forventelige. Faktisk vil det komme bag på mig, hvis ikke Apples næste iPhone passerer $1.000-grænsen. Specielt, hvis der er tale om en særlig premiummodel.

Det folk glemmer er, at fordi én af Apples iPhones vil koste $1.000, så er det jo ikke nødvendigvis ensbetydende med at der ikke vil være billigere alternativer. Lige som der er i dag. I dag koster en iPhone også næsten $1.000. Én af dem. Men du kan også købe en iPhone 7 for $649. Eller en iPhone SE for $399 for den sags skyld. Det er faktisk billigere end den oprindelige iPhone i sin tid.

Situationerne for den kommende iPhone vil med andre ord ikke være spor anderledes end den er i dag. Køber du topmodellen koster det knaster, men der vil sikkert også komme en ny iPhone i et lavere prisleje - som der altid har gjort.

Selvfølgelig afsøger Apple et højere prispunkt

Når det er sagt, så er Apples rekordsalg i sidste kvartal jo et bevis på at priserne på iPhones ikke er for høje. Folk køber dem tydeligvis alligevel. Uanset hvad folk mener, så er Apple ikke sat i verden for at gøre os brugere en tjeneste. De er ude på at tjene penge. Og så længe folk river iPhones ned fra hylderne som varmt brød, så falder prisen ikke. Det er logik for burhøns. Men hvor de fleste andre producenter eksperimenterer med hvor lavt de skal sætte prisen før folk køber deres "skrammel", så har Apple det modsatte "problem". På grund af iPhonens popularitet kan Apple selvfølgelig tillade sig at lede efter den prissætning, der lige præcis er så høj, at folk ikke bliver afskrækket. Tydeligvis noget vi endnu ikke har nået med dagens priser, når man ser på salget.

Jeg synes også Apples priser er lige vel høje nok på mange af deres produkter, men så må jeg bare gøre op med mig selv om jeg vil købe eller ej. Lige som jeg gør med alt andet. Jeg har ingen som helst forventning om at Apple tager særlige hensyn til min pengepung eller har en eller anden lovmæssig forpligtelse til at levere billige iPhones til masserne. Det er naivt at tro det. Apple sælger iPhones til lige præcis den pris de kan slippe afsted med. Men om den koster $1.000 eller $969 er ikke noget der får mig til tasterne - eller det var det så, men på en lidt omvendt måde. Helt tilsvarende er en iPhone til $1.000 nok heller ikke noget der får mig i butikken - men brokke mig over prisen gider jeg ikke.

Hvis man synes $1.000 er for meget for en iPhone, så findes der andre telefoner på markedet til en brøkdel af prisen. Eller man kan overveje om den iPhone man allerede har ikke kan klare et år mere. Det er præcis ligesom når folk køber bil. De drømmer om en Volvo, men ender for de flestes vedkommende med en VW. Sådan er det bare.

Men foreløbig er det jo alt sammen ren spekulation - og der er i hvert fald ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Den nye iPhone forventes lanceret i midten af september og herefter er vi forhåbentlig meget klogere angående prisen.