I artikelen i Børsen hævder John Strand, at iPhone-brugere lider af Stockholm-syndrom. Stockholm-syndromet bruges om det, at en bortført person begynder at udvikle solidaritet med bortføreren og eventuelt begynder at hjælpe bortføreren med at opnå hans mål.

Det jeg tror Strand forsøger at fortælle er, at iPhone-brugerne har udviklet så meget sympati for Apple og iPhonen, at de forsvarer den med næb og klør, udover hvad der faktuelt set er rimeligt.

For at underbygge sin argumentation, har Strand fundet 20 kritikpunkter mod iPhonen, og det typiske svar iPhone-brugerne kommer med. Ifølge Strand ved brugeren godt at kritikken er berettiget, hvorfor svarene udelukkende skal opfattes som bortforklaringer eller dårlige undskyldninger. Personligt har jeg meget svært ved at følge en logik der siger, at det Strand siger er altid det rigtige, og hvis man ikke er enig lider man af Stockholm-syndromet.

Et par eksempler fra Strands samling

Kritik: Telefonen kan ikke sende MMS
Svar fra iPhone-bruger: Det er der ikke brug for, ingen gør det alligevel

Er det en bortforklaring? Mig bekendt er der stort set ingen der sender MMS. Det at en funktion eller teknisk landevinding eksisterer betyder jo ikke, at den absolut skal med i en telefon. Jeg kunne sige til John Strand: "Din telefon kan ikke bruge Wimax". Mon ikke John Strand ville svare: "Det er der ikke brug for, det er ikke særlig udbredt alligevel"? Hvis et svar på en kritik, er faktuelt korrekt, er der ikke tale om en dårlig undskyldning, snarere om en usaglig kritik, bare fore kritikkens skyld.

Kritik: Man kan ikke bruge den som modem til ens PC
Svar fra iPhone-bruger: Har du en iPhone har du ikke behov for en PC.

Skal vi ikke bare sige, at Strand igen skal have opdateret sin viden. Min iPhone fungerer i hvert fald fint som modem for min computer. I øvrigt er den undskyldning så lam, at jeg har svært ved at tro på, at det ikke bare er en Strand har fundet på, for at gøre iPhone-brugere dummere.

Kritik: iPhone er en lavteknologisk mobil pakket ind i frækt design
Svar: Apple har taget kombinationen af design og brugerinterface op på et nyt niveau. Så teknologien betyder ikke så meget.

At kalde iPhonen lavteknologisk er nok at overdrive en kende. I mine øjne er det også mere end forklaring end en bortforklaring. Og det er præcis her Strand fejler på det groveste. Han er teleanalytiker og burde vide, hvordan kunderne tænker, eller i hvert fald se det som sin fornemmeste opgave, at finde ud af det. Det gør han ikke. Han putter de svar han får ind i sin egen forudindfattede ramme. Fordi John Strand inden i sit hoved har sat sig for, at iPhonen er lavteknologisk, så må alle andre jo være mindre begavede siden de ikke kan se det. Nej, John Strand, det er vi ikke. Vi lever bare i en anden virkelighed end dig. For os betyder teknologiske specifikationer faktisk mindre end den brugervenlighed vi oplever med et produkt. Tro det eller lad være. Det er ikke bare noget vi finder på. Det er heller ikke bare noget, der gør sig gældende med iPhones. Det er en tendens i samfundet - og vil man leve af at se ind i fremtiden (som teleanalytikere jo gør), så er man alvorligt på spanden, hvis man ikke har fanget den tendens, for den er ved at være nogle år gammel efterhånden.

Ind med piben

Jeg mener, at John Strand skal stikke piben ind. I 2 år har han råbt "han har jo ikke noget på" (Kejserens nye klæder) om iPhonen og forsøgt at overbevise omverdenen om, at iPhonen er ren blændværk og masseillusion. Det store held har han dog ikke haft med sit foretagende, trods spalteplads og medietid, som ingen anden i branchen. Det er præcis som folk der ikke har antydningen af talent for noget som helst, men bliver ved at hævde at det er jantelovens skyld, når folk ikke bøjer sig i støvet. Man kan ikke bruge floskler og påråbe sig den slags. Bare fordi begreber som janteloven eksisterer, er det jo ikke en universel forklaring på at man ikke selv for succes. Det nytter ikke noget at råbe "han har jo ikke noget på", hvis kejseren rent faktisk ikke er nøgen.

Det ville være dejligt, hvis seriøse aviser som Børsen ikke bare ukritisk lagde spalteplads til John Strand, men rent faktisk tog sin opgave som medie alvorligt og gav manden lidt modspil. Jeg går nemlig ud fra, at John Strand ikke lider af Tourettes syndrom, der blandt andet er karakteriseret ved vokale tics (utilsigtede lyde eller ord)? Det kunne ellers forklare, hvorfor han ikke bare tier stille. Det kunne være meget interessant at finde ud af, hvilke ting det er, der driver John Strand i hans korstog mod Apple og iPhonen. På mig virker det i hvert fald ikke helt normalt, at man bruger så stor en del af ens tid og resourcer på at beskæftige sig med at kritisere noget, man ikke bryder sig om.

God weekend.

Du kan læse artiklen fra Børsen her.