iPhonens hjem-knap er ikonisk. Den har været på alle iPhones siden den første fra 2007 og gør at man umiddelbart kan se på en smartphone at det er en iPhone. Den er det genkendelige element, der binder alle Apples iPhones sammen på tværs af generation. Faktisk ret genialt.

Spørgsmålet er dog om hjem-knappen er ved at være pensionsmoden. Om tiden er løbet fra den. Den blev som sagt designet til den første iPhone i 2007, men siden da er der sket enormt meget med smartphones. De er blevet mindre samtidig med at skærmen er blevet større. I den sammenhæng er hjem-knap blevet en begrænsende faktor. Den er stor og kræver relativt set en del plads under skærmen. Da Apple af gode grunde vil have symmetri i designet, er der samme krav om plads over skærmen. Så længe iPhonen har en hjem-knap, kan spildpladsen rund om skærmen altså ikke gøres mindre. Apple ville måske kunne skære 1 mm af under og over hjem-knappen og det samme i toppen. Det vil sige 4 mm. Men det er også alt. Holder Apple fast i hjem-knappen får vi aldrig en radikalt kortere iPhone med samme skærmstørrelse.

iPhonen kan nemt blive 1-1,5 cm kortere

Hvis Apple derimod fjerner hjem-knappen, er der masser at give af. Endda uden at det bliver ekstremt. Jeg har smækket to hurtige mockups sammen på billedet øverst. Til venstre er den nuværende iPhone 6s, i midten har jeg skåret en smule væk og til højre endnu mere væk. Skærmen har samme størrelse i alle tre iPhones.

Den nuværende iPhone måler 138,3 mm i højden. iPhonen i midten måler 127,5 mm (-7,6%) og iPhonen til højre 123,7 mm (-10,6%). Den sidste har samme højde som iPhone 5s/SE.

Apple vil altså nemt kunne gøre iPhonen 1 til 1,5 cm kortere ved at fjerne hjem-knappen. Det endda samtidig med at iPhonen bevarer sit særkende med en symmetrisk ramme i top og bund. Det giver også rigeligt plads i bunden til en Lightning- eller USB-C-connector, men ikke et jack-stik.

Funktionelt findes der løsninger

Det var det designmæssige. Hjem-knappen har selvfølgelig også en funktionel berettigelse. Den tjener to formål: Den fungerer som fingeraftrykslæser og som fysisk knap. Det sidste vil Apple kunne erstatte ved at placere en erstatningsknap på siden af iPhonen. Det kunne være under volumenknapperne i venstre side eller under powerknappen i højre side. Denne fysiske knap vil kunne erstatte hjem-knappens knap-funktionalitet 100% som vi kender det i dag. En anden mulighed er at Apple helt dropper en fysisk knap til dette, og indbygger en tilsvarende funktionalitet i skærmen. Uanset hvad er det et relativt lille problem at få løst.

Værre er det med fingeraftrykslæsningen. Det kræver en knap af en vis størrelse. Den er der ikke plads til på siden. Apple har derfor kun to muligheder, hvis de da ikke ligefrem vil droppe fingeraftrykslæsningen, og det er at flytte dem om på bagsiden eller at bygge den ind i skærmen. Mest sandsynligt er at bygge det ind i skærmen. Teknikken findes, så det er heller ikke et uoverstigeligt problem, omend teknologien nok skal forfines noget. Men det er jo det vi har Apple til.

Skal Apple droppe hjem-knappen - vil de?

Alt i alt er der altså ingen tekniske hindringer for at Apple kan fjerne hjem-knappen. Det hviler alene på, om Apple vil. Det handler om hvor stor vægt den har som iPhonens kulturbærer, og om Apple vil ofre dette for en mindre iPhone med de muligheder, det giver.

Min personlige holdning er, at Apple bare skal sætte i gang. Ikke med en bevidstløs ændring, som vi ser på visse andre smartphones, men en gennemtænkt løsning hvor pointen er at give en bedre brugeroplevelse. Ting skal ikke være små bare for at være små, hvis det samtidig forringer brugen. Ting skal være små, hvis det giver et bedre produkt. Hjem-knappen er ikonisk. Den er også nem at forholde sig til, og nem at arbejde med. Jeg tror dog på, at Apple kan komme med en løsning, der er endnu bedre, samtidig med at vi kan få en iPhonen, der fylder mindre i lommen.

Hvad siger du? Skal Apple satse på en iPhonen uden hjem-knap?