WhatsApp, der ejes af Facebook, har lanceret en app til OS X, så brugerne af den populære beskedtjeneste kan klare kommunikationen direkte fra en dedikeret app på deres Mac i stedet for at være afhængige af en mobil enhed eller den webbaserede udgave af WhatsApp.

Desktop-appen er en slags spejl af det der foregår på iPhonen eller en anden mobil enhed, det vil sige at samtalerne fra iPhonen er synkroniseret og derfor umiddelbart tilgængelige på computeren også.

WhatsApp til OS X kræver 10.9 eller nyere, og appen er også kommet i en udgave til Windows 8 eller nyere.

Du installerer WhatsApp til OS X ved at besøge whatsapp.com/download. Herefter skal du med din iPhone scanne en QR-kode på din Mac for at aktivere appen og overføre dine personlige indstillinger.