Waze: Gratis brugerdreven navigering til iPhone og iPad
Waze er et godt bud på en god navigationsapp til iPhonen. Den skiller sig ud fra mængden ved at være fællesskabsdrevet. Brugerne indsamler og deler automatisk data fra omkring alt fra live trafik, ruteplanlægning og kortdata. Ellers byder den på den sædvanlige funktionalitet og kan næsten måle sig med de mere kendte tjenester fra TomTom, CoPilot og så videre. Waze blev oprindeligt startet af nogle israelske iværksættere, men er siden blevet overtaget af Google, der nu borger for kvaliteten.
Sørg også for en god holder
Ud over selve appen med kort og navigation, er det vigtigt at have en god holder til iPhonen. Den skal sidde godt fast, være synlig og skal gøre det nemt at betjene appen med en hånd. Der findes mange på markedet, og det kommer også an på hvilken telefon man har, så jeg vil ikke anbefale en bestemt. Sørg også for et stik, så iPhonen kan lade mens du bruger den til navigation. Det er dumt at iPhonen løber tør for strøm mens du kører.
Brugerdrevede opdateringer
Det der gør Waze unik er at den er brugerdrevet. Brugerne af Waze kan rapportere alt fra trafikuheld og køer til interessante steder og endda også opdatere kortet på egen hånd. Hele ideen med Waze er at folk hjælper hinanden med at skabe en bedre tjeneste end automatiske algoritmer ville kunne. Den ide kan man så synes om eller lade være. Der er både fordele og ulemper ved brugerstyrede ting. Én ting skal man dog være klar over: Man bliver tracket godt og grundigt med appen som betaling for at den er gratis at bruge. Det er Google der ejer foretagendet, så i sidste ende havner data sikkert der. Det kan man også synes om eller lade være med, men så er det i hvert fald på plads. Man kan godt bruge appen uden at registrere sig.
Kan sammenlignes med Apples Kort
Tilbage til grundfunktionaliteten. Waze fungerer på samme måde som stort set alle andre navigationsapps i den lette afdeling, det vil sige Apples kort, Google Maps etc. Du indtaster en adresse eller søger efter et sted og bekræfter, at det er der, du vil hen. Appen foreslår selv p-pladser i nærheden. Herefter vælger man enten bare den hurtigste rute (standard) eller en alternativ rute og trykker "Start". Appen går nu i navigationsmode som man kender det fra alle andre tilsvarende apps.
Mens man kører får man adviseringer om hvor man skal køre hen. På skærmen kan man også se oplysninger om hastighed, ankomsttid, kørselstid og resterende afstand. Via en lille menu kan man ændre ruten, tilføje et stop eller sende ankomsttidspunktet til en anden. Det er ganske smart. Der er også mulighed for at forbinde med ens Facebook-venner så man kan se hvornår de forskellige ankommer, hvis er på vej samme sted hen. Det kunne være på job eller til en eller anden begivenhed. Det fungerer alt sammen meget fint og som forventeligt. Personligt kan jeg godt lide brugergrænsefladen, som er lidt mere frisk og enkel en mange af de mere kendte gamle kendinge fra navigationsbranchen.
Masser af indstillingsmuligheder
Der er selvfølgelig en masse ting man kan indstille. Man kan eksempelvis vælge mellem 2D- eller 3D-visning, om der skal være stemme vejledning eller ej (fås desværre ikke på dansk) og en masse andre ting. Generelt er der masser af muligheder for at tilpasse brugergrænsefladen til ens egne behov og præferencer. Igen vil jeg fremhæve grænsefladen som indbydende og overskuelig omend der flere steder mangler oversættelser.
Godt tilfreds
Generelt er jeg ret godt tilfreds med Waze, omend tjenesten nogle gange virker som en halvbagt kage. Når brugerne står til ansvar for opdateringerne vil det uundgåeligt give problemer visse steder. De steder hvor der færdes mange Waze-brugere vil data være mere præcise end andre tjenester. De steder hvor der ikke er så mange der bruger Waze, vil datakvaliteten være tilsvarende ringe.
Jeg kan godt lide at tingene bliver grebet an på en helt anden måde end den klassiske. Man får en masse nye muligheder, men samtidig går man selvfølgelig også glip af dokumenteret erfaring i forhold til hvad der virker. I bund og grund handler det jo om at komme sikkert fra A til B, og her er det ikke sikkert at en indbydende og moderne grænseflade klarer opgaven bedst. I bud og grund er det smag og behag.
Waze er gratis - helt gratis
Den helt store grund til at overveje Waze er at appen er gratis. Som i helt gratis. Det koster intet at hente den, og det koster intet at bruge den. Alt er gratis, med den lille indledende bemærkning om tracking in mente. Den største ulempe er at Waze er en onlinetjeneste. Er du offline kan de glemme alt om at bruge Waze. Det er lidt en torn i øjet og et punkt hvor de mere traditionelle tjenester vinder stort. Selvfølgelig går offline ikke særligt godt i spænd med brugerdrevet datadeling, men det sætter så altså også nogle begrænsninger.
Jeg vil ikke mene at Waze er et regulært alternativ til eksempelvis TomTom eller CoPilot. Hertil er den for let i funktionaliteten. Til gengæld kan den sagtens trumfe Googles og Apples tilsvarende tjenester. Først og fremmest fordi Waze har det twist at den fokuserer rendyrket på navigering, hvor Apples Kort skal kunne alt muligt andet også. Tjek også det gratis alternativ Here WeGo.
Waze kan hentes gratis i App Store (link).