Det anmelderroste puzzle-spil, The Witness, er netop kommet i en udgave til Mac. Det indeholder over 500 puzzle og timevis af hovedbrud.

Historien er som følger: Du vågner op på en mystisk ø. Du er alene og du kan ikke huske hvem du eller hvordan du er havnet på øen. Der er ikke andet for end at du må udforske øen for måske finde nogle hints der kan hjælpe dig blive klogere? Men hæng dig ikke for meget i historien, for i virkeligheden handler det om udfordringen ved at løse de enkelte opgaver. Svarere på de indledende spørgsmål svæver mere i det uvisse. Denne mystik er en del af drivkraften i spillet.

For at sige det lige ud så tænker man "Hvad fanden er det der foregår?" The Witness er et af de spil, der er nærmest umuligt at beskrive på retfærdig vis - i hvert fald hvis det skal gøres kort. På Wikipedia kan du finde den lange gennemgang.

Hundrevis af puzzles

Du kan bevæge dig frit rundt på øen og undervejs vil du støde på hundredevis at puzzles der skal løses. Nogle er nemme og nogle er meget svære - som i nærmest umulige at løse. De enkelte opgaver skal ikke nødvendigvis løses i nogen bestemt rækkefølge, omend løsningen af nogle opgaver giver en ide om hvordan andre skal løses og hvor de kan findes.

Den enkelte opgaver er en slags labyrint, hvor du skal forbinde et startpunkt med slutpunktet ved at tegne en linje. Linjen må aldrig krydse sig selv. Målet er at finde ud af hvilke regler der er for de enkelte opgaver. Det kunne være at du skal passere alle sekskanter som en given labyrint består af. Pointen er at man ikke på forhånd kender reglen for den givne opgave - den skal man selv finde ud af. Man kan i princippet godt løse flere opgaver bare ved at prøve sig frem, men uden forståelsen for hvilken regler der gælder, får man det svært senere hen, når man i en anden opgave skal bruge denne regel kombineret med en anden. Eller man kan vende den om og sige at man prøver sig frem, og bagefter forsøger at finde ud af hvilken regel der galt, så man kan bruge informationen fremadrettet.

Dyrt men pengene værd

Spillets absolutte genialitet er at det hele hænger sammen, når du har løst én opgave er du blevet lidt bedre og har lidt mere information om hvordan du løser de efterfølgende. Du bliver ikke taget i hånden bane for bane, men skal selv stykke det hele sammen. Det er virkelig gennemtænkt.

Spillet er langt fra noget for alle. Det er for folk der har tålmodighed og som elsker at blive udfordret maksimalt på det mentale og logiske plan.

Prisen på godt 300 kroner synes måske umiddelbart lidt pebret, men the Witness er ikke overstået på to dage - snarere to måneder. Betragt det som et spil, du kan komme og gå fra og løse et par opgaver hist og her, og ikke et spil hvor du går i gang og ikke rejser dig før du er færdig. Du vil blive frustreret undervejs, men også glad, når det lykkes at få knækket en af de umulige opgaver.

For mig har The Witness været alle pengene værd - og jeg er langt fra færdig endnu.

Du kan købe The Witness i Mac App Store (link).