En af overraskelserne på Apples iPhone-event i september var, at Nintendo lancerer Super Mario på iPhonen. Det sker i et spil kaldet Super Mario Run, der udmærker sig ved, at man kan styre det med én hånd, så man eksempelvis kan spille, mens man står i bussen. Super Mario Run bliver lanceret senere på året.

Nintendo har ellers ved flere lejligheder oplyst, at det aldrig ville komme til at ske. Nintendo mente, at deres egen platform var det bedste til spil, mens mobiltelefoner var en andenrangs platform.

Det er uden tvivl iPhonens gigantiske salgstal der har gjort Nintendo interesseret. I takt med at deres egne konsoller oplever faldende popularitet, har det været for fristende, at lade iOS løbe med alle kundernes penge. Nintendo satser med andre ord på iOS for pengenes skyld. Hverken mere eller mindre. Om opskriften så er at lancere spil med gamle klassiske figurer eller der skal mere til, må tiden vise.

Nintendo oplyser, at Super Mario Run udkommer den 15. december og kommer til at koste 79 kroner. Når man har betalt det beløb, kan man spille lige så tosset man vil uden krav om yderligere in app-køb for at holde den igang.

Du finder Super Mario Run i App Store (link).